Den velbetrådte vej

DEL 1
Al lovprisning tilkommer Allāh, Som forskønnede profeterne med Sin Elskede al-Mustafā, og Belønnede de troende med Sin Foretrukne Profet, og Må (Allāhs) velsignelser og fred være med vores Mester og Herre Muhammad, Profeternes Segl, Sendebudenes Mester og Den som går i forbøn for de syndige, og på hans rene familie og hans fuldkomne og retledte ledsagere, og enhver som følger dem, med godhed, indtil dommedagen.

A'ūdhu bi Llāhi mina sh-shaytāni r-rajīm. bismi Llāhi r-Rahmāni r-Rahīm.

Allāh Den Ophøjede og Strålende har i Den Nådefulde Koran sagt:

»I sandhed! Allāh og Hans engle sender velsignelser på Profeten. Oh I som tror, send I velsignelser på ham og hils ham med fred.« (33:56)

Påkaldelsen af velsignelser og fred på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) er en utrolig storslået og belønningsværdig handling. Ud over at vi ved at Allāh Den Ophøjede selv sender velsignelser på Sin elskede Profet (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og det at Hans engle gør det ligeledes, samt det at vi er blevet befalet det, så ved vi også fra adskillige profetiske hadith at der er utrolig stor gavn i dette for enhver muslim.

Således er det berettet fra Anas bin Mālik (Allāh være tilfreds med ham) at han sagde: Allahs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den der sender velsignelser på mig, på ham vil Allāh sende ti velsignelser og udviske ti af hans synder« (al-Tirmidhī, Ahmad, al-Hākim etc.).

I nogle beretninger nævnes endda at »Allāh vil tilskrive ham ti gode gerninger og ophøje ham ti grader.«

Alt sammen for blot at påkalde velsignelser på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) én gang.

I endnu en beretning, er det angivet fra Abū Talha (Allāh være tilfreds med ham) at Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) ankom en dag, med glæde synligt på hans ansigt, og sagde: »Jibrīl (fred være med ham) kom til mig og sagde: Din Herre siger: 'Er du ikke tilfreds oh Muhammad, med at ingen fra dit folk sender velsignelser på dig, uden at jeg sender ti velsignelser på ham, og at ingen fra dit folk sender fred på dig, uden at jeg sender fred på ham ti gange'« (al-Nasā'ī, al-Dārimī og Ahmad).

Og faktisk er påkaldelsen af velsignelser på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) er midlet hvorigennem man kan opnå den største lykke og det mest ophøjede belønning i det hinsides. Og hvad er det? Det er Profetens selskab (Allāhs fred og velsignelser være med ham) i Paradis.

Sayyidunā ‘Abdullāh bin Mas‘ūd (raḍiya Llāhu ‘anhu) sagde: Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »I sandhed, den person der vil være mig nærmest på dommedagen er dem, der sender flest velsignelser på mig« (inna awlā n-nāsi bī yawma l-qiyāmati aktharuhum ‘alayya salātan).

Det er bemærkelsesværdigt at Allāh Den Ophøjede skulle placere så meget godhed og så meget gavn, så mange velsignelser i dette. Men hvad betyder det egentlig at påkalde velsignelser på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham)?

Afhængig af hvem der sender salāt på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) har det forskellige betydninger. Således at når vi sender salāt på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) så har det betydning af du‘ā, at vi anråber og beder til Allāh om at Oh Allāh, velsign Din elskede Profet (Allāhs fred og velsignelser være med ham).

Det er derfor vi i vores påkaldelse af salāt på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) siger »Allāhumma salli ‘alā...«, at Oh Allāh, send velsignelser på... i modsætning til at sige at »anā usalli…« at jeg sender. I alle former og typer af salāt som vi sender på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) indebærer det altså betydningen af du‘ā, at vi beder til Allāh om at Han skal velsigne Sin Elskede Profet (Allāhs fred og velsignelser være med ham).

Nogenlunde den samme betydning ligger der også i det, når englene sender velsignelser på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), og deres påkaldelse er også en form for du‘ā og bøn på vegne af Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham).

Og det siger jo også lidt sig selv. Både mennesker såvel som engle er skabte væsener. Vi kan ikke selv direkte bevirke en effekt. Hvordan skulle vi velsigne Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham)? Og så er han så uendeligt mere ophøjet end os, så hvordan skulle vi selv kunne velsigne ham? Derfor gør vi du‘ā og dét er realiteten i vores salāt for Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham).

Tilbage er der Allāhs salāt på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham). Hvad betyder det?

I sin Sahīh samling beretter Imam al-Bukhārī en beretning fra Abū al-‘Āliya, en fremtrædende tābi‘i, i sin kitāb al-tafsīr, hvor han citerer ham for at forklare, at Allāhs salāt på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) er: »thanā’uhu ‘alayhi ‘inda al-malā’ika«, at Allāh lovpriser Ham hos Sine Engle.

Så meningen i at sende salāt på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) for vores vedkommende, hvilket Allāh har befalet os at gøre, er at vi gør du‘ā til Allāh om at Oh Allāh, velsign dvs. lovpris og ophøj din profet, og dette er så hvad Allāh Den Ophøjede gør når Han sender ṣalāt på Profeten: Han lovpriser ham og ophøjer hans rang.

Ud over at fremhæve Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) vigtighed for os, så fortæller dette os også at Allāh Den Ophøjede i sandhed elsker sin Profet mere end vi nogensinde kan forestille os eller forstå. For hvilket behov har Allāh for at gøre salāt på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) så vigtig for os? Hvorfor ikke bare lægge hovedvægten på ihukommelse af Allāh alene? Hvorfor skal vi tænke så meget på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og hvorfor har Allāh tildelt ham en så storslået og vigtig plads i vores bestræbelser på at opnå Allāhs tilfreds og Allāhs belønning? Det er fordi han er Allāhs Habīb! - (Allāhs fred og velsignelser være med ham).

Så send velsignelser på ham og hils ham med fred, sådan som Allāh Den Ophøjede har befalet, og I vil opnå velsignelser og belønninger som I ellers ville have været foruden.

Allāhs belønning er stor. Allāhs velsignelser mange. Men for at opnå dem, skal man også selv handle og stræbe. Og i påkaldelsen af velsignelser og fred på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) er en handling som Allāh Den Ophøjede elsker. En handling som Allāh Den Ophøjede har gjort nødvendig for os. En handling hvori ligger vores lykke og succes i denne verden og i den næste.

DEL 2
Al lovprisning tilkommer Allāh, Ham lovpriser vi, hos Ham søger vi hjælp, hos Ham søger vi tilgivelse, på Ham tror vi, og hos Ham sætter vi vores lid.

Vi søger tilflugt hos Allāh fra onskaben i os selv og fra synderne i vores handlinger. Den som Allāh retleder, ham kan ingen vildlede; og den som Allāh vildleder, ham kan ingen retlede.

Vi bevidner at der ingen guder er, undtagen Allāh Alene. Han har ingen partner. Han har ingen grænser. Han har ingen modsætning. Han har ingen jævnbyrdig. Han har ingen lige. Vi bevidner at Vores Mester og Herre Muhammad er Hans Tjener og Sendebud, Allāhs velsignelser og fred være med ham, hans familie og ledsagere.

Det er berettet i autentiske hadith at enhver muslim der sender salām på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) får besvaret sin salām.

Således er det berettet fra Abu Hurayra (Allāh være tilfreds med ham): »Der er ingen muslim som sender fred på mig undtagen at Allāh har tildelt mig min sjæl således at jeg kan besvarer fredshilsenen« (Abū Dawūd, Ahmad, al-Tabarānī og al-Bayhaqī).

Således er det berettet fra Imam 'Alī (Allāh være tilfreds med ham): »Hvor I end er så påkald velsignelser på mig, for sandelig når jeres velsignelser frem til mig« (Ahmad og al-Tabaranī).

Og således modtager Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) enhver fredshilsen som bliver sendt til ham. Og når det for en almindelig muslim er nødvendigt (wājib) at besvare en fredshilsen fra en muslim, hvad tror I så at Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) vil være forsømmelig med at svare på jeres!? Nej! Afgjort ikke. Som det kommer i hadithen så besvarer han vores salām. Og hvad er salām? Hvad betyder det når man siger: As-salāmu ‘alaykum til en person? Er det ikke også en du‘ā? At må fred – dvs. Allāhs fred – være med dig? Og findes der nogen mere storslået og nogen mere ophøjet personlighed, hvis du‘ā accepteres mere end Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham)? Hvis vi virkelig forstod hvor storslået dette er, og hvor stor en gavn vi kan opnå fra dette, så ville vi ikke gøre andet end at sende salawāt og salām på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) morgen og aften.

Sayyidunā Ubay bin Ka‘b (Allāh være tilfreds med ham) beretter: »Jeg sagde til Profeten: Oh Allāhs Sendebud, jeg ønsker at forøge min salāt på dig, så hvor meget (af tid) skal jeg hengive til din salāt? Han sagde: ‘Så meget du end vil.’ Jeg spurgte: En fjerdedel? Han sagde: ‘Så meget du end vil, men hvis du forøgede det, så vil det være bedre for dig’. Jeg sagde: Så halvdelen? Han sagde: ‘Hvor meget du end vil, men hvis du forøgede det, ville det være bedre for dig’. Jeg spurgte: Så to tredjedele? Han svarede: ‘Så meget du end vil, men hvis du forøgede det, så ville det være bedre for dig’. Så sagde jeg: ‘Jeg vil hengive al min tid til salāt til dig’. Han sagde: ‘Så vil dét være nok for dine bekymringer og du vil få tilgivet dine synder’« (al-Tirmidhī og Hākim).

Så bemærk hvad man kan opnå fra dette. Og hvem har ikke bekymringer i dag? Hvem har ikke synder i dag? Hvem ønsker ikke frihed fra disse? Her har I en profetisk medicin og kur til jeres problem.

Det er blevet sagt at du’ā – bøn – er en muslims stærkeste våben. Men hvad hvis den du‘ā slet ikke er acceptabel?

Det er berettet fra Sayyidunā ‘Umar (Allāh være tilfreds med ham) at han sagde: »I sandhed forbliver bønnen hængende mellem himlen og jorden og intet af den stiger op, indtil du sender velsignelser på din Profet (Allāhs fred og velsignelser være med ham)« (al-Tirmidhī).

Ligeledes er det berettet fra Sayyidunā ‘Alī (Allāh være tilfreds med ham) at han sagde: »Enhver du'ā er tildækket indtil der bliver sendt velsignelser på Muhammad og Muhammads familie (Allāhs fred og velsignelser være med ham)« (al-Tabaranī og al-Bayhaqī).

Så man bør gøre som de lærde anbefaler: man bør pakke den ind i den smukkeste og mest ophøjede pakning. Man bør besmykke sin du‘ā, således at den bliver værdi til at blive præsenteret hos Allāhs Majestæt. Og hvordan gør man det? Det gør man ved at recitere salāt på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og salām, både før og efter.

Og det er ikke bare i du‘ā, men i enhver forsamling man befinder sig, at man bør sende salāt og salām på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham).

Således kommer det i en hadīth fra Abū Hurayra (Allāh være tilfreds med ham) at han sagde: Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham): »Intet folk samler sig i en forsamling og dernæst går til hver sit uden at ihukomme Allāh og sende velsignelser på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) undtagen at det på dommedagen vil være et fortrydelse« (Ahmad og Ibn Hibban).

Og således gælder det i stort set alt det gode man gør og foretager sig, og forsømmer man ihukommelsen af Allāh og påkaldelsen af velsignelser og fred på Hans Elskede Profet (Allāhs fred og velsignelser være med ham) i sine forsamlinger, så forsømmer man i virkeligheden en utrolig storslået belønning og man forsømmer en masse velsignelser.

I endnu en beretning, med en god overleveringskæde, kommer det fra Abu al-Darda' (Allāh være tilfreds med ham) som sagde: Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den der påkalder velsignelser på mig ti gange om morgenen og ti gange om aftenen, ham vil min forbøn omfatte på dommedagen« (al-Tabarani).

Og som angivet tidligere: Ud over at man igennem sin påkaldelse af velsignelser og fred på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) opnår en masse velsignelser og belønninger selv; ud over at man får sine du‘ā accepteret; ud over at man opnår tilgivelse for synder og Profetens forbøn (Allāhs fred og velsignelser være med ham); ud over at Allāh Den Ophøjede sender velsignelser på én; ud over alle disse ting så opnår man noget i det hinsides, som er en velsignelse uden lige, og det er Profetens selskab og nærhed (Allāhs fred og velsignelser være med ham). Og der er intet som det. Ingen glæde større. Ingen fryd større. Ingen lykke større end det, som vi kunne forestille os.

Må Allāh give os tawfīq til at forøge vores påkaldelse af velsignelser og fred på vores elskede Profet og Mester (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og må Allāh Den Ophøjede velsigne os med Sin elskedes forbøn, hans nærhed og hans velsignede selskab i Paradis.

[Fredagskhutba afholdt d. 12. marts 2010 hos Moskéforeningen KBH af Imran bin Munir]

I anledning af Shaykh Habib 'Umars besøg (Allah bevare ham) og afholdelsen af Muslimer i Dialogs mawlid-arrangement i Masjid Madani (Muslim Cultural Institute på Vesterbro) overbragte vores Shaykh, Imam Muhammad Zaheer (Allah bevare ham) en smuk gave til Shaykh Habib 'Umar (Allah bevare ham) som et tegn på kærlighed og ærbødighed: Et kunststykke i kalligrafi, lavet af hans egen hånd.

af Shaykh Muhammad Zaheer, i al-thuluth, al-diwani og al-naskh
Teksten siger:
i midten: »Ya Muhammadah« (al-thuluth);
øverst: »salla Llahu 'alayhi wa sallam« (diwani);
til højre i småt: »al-ihda' ila« (naskh);
nederst i stort: »al-Shaykh al-Habib 'Umar bin Muhammad bin Salim bin Hafiz«;
til venstre i småt: »Hafizahu Llah«;
i bunden i småt: »Katabahu: Muhammad Zaheer Butt, Muslim Cultural Institute, Denmark, 27. yina'ir, s 2010 m.«

Shaykh Muhammad Zaheer i gang med at præsentere sin gave til Shaykh Habib 'Umar (Allah bevare dem begge)

Et kunststykke af min Shaykh al-Imam Muhammad Zaheer (Allah bevare ham)

»Imran bin Munir«, af Shaykh Muhammad Zaheer, i al-khatt al-thuluth

Tilmeldingen er nu åben for vintersemestret 2009 hos IslamAkademiet.dk - Danmarks virtuelle center for islamiske studier.

Denne gang tilbyder IslamAkademiet hele fire kurser:

- Introduktion til islamisk troslære
- I Profetens fodspor (Allahs fred og velsignelser være med ham)
- Det helt elementære af den islamiske lære
- Koranens syv oftest reciterede vers

Klik dig ind på kursuskataloget og tilmeld dig nu! Der er begrænsede pladser.

Undervisningen begynder i uge 45.

[Detaljer om de enkelte kurser kan findes i kursuskataloget på IslamAkademiet.dk]

Savner du et islamisk miljø og ønsker du at være en del af et muslimsk fællesskab? Har du lyst til at bruge noget af efterårsferien på at få en frisk omgang ‘i-vitamin’ (islam-vitamin)? Har du mod på et par intensive dage med islamiske studier, bøn i fællesskab, og tid til at fordybe dig lidt i islam? Gik du glip af muligheden for at trække dig tilbage i slutningen af Ramadanmåneden (i‘tikaf)?

Så har du nu en enestående mulighed for at opnå alt dette! Kom og deltag i et 3-dags lejrophold i Madani Masjid (Muslim Cultural Institute) på Vesterbro, under opsyn og vejledning af den store lærde og spirituelle personlighed fra Norge al-Shaykh al-Imam al-Sayyid Muhammad Ashraf (Allah bevare ham).

Med næsten 10 oplæg på dansk over tre dage, om forskellige islamiske emner, er der lagt op til en intensiv omgang!

Se yderligere detaljer her: 3-dags ophold i Masjid for brødre og søstre Detaljerede aktivitetsplaner kan ses her:

Aktivitetsplan for brødre og Aktivitetsplan for søstre

Må Allāh give os alle inspiration og styrke til at fordybe os Hans religion.

En kort tekst der opsummerer reglerne for almissen - den nødvendige (wājib) såvel som den obligatoriske (fard), i henhold til Hanafī skolen. Ud over selve fiqh om almissen indeholder teksten også nogle simple eksempler på hvordan man kan udregne hvor meget man skal betale i almisse...

Lidt fiqh om almissen (zakāt): HTML / PDF

Må Allāh acceptere vore anstrengelser.

Må Allāh tildele os gavnlig viden og lade os opnå gavn fra det vi lærer.

Note: Spørgsmål om fasten kan indsendes via kontakt-formularen.

Der er intet sted i Verden hvor flere skridt bliver taget end i denne gårdsplads (matāf), hvor millionvis af folk dagligt udfører tawāf om det hellige Ka'ba.

Logisk set er der ingen mening i dette. Der er ingen mening i at man skal gå rundt om Kabaen syv gange. Der er ingen logik i at man skal kredse om en stor bygning lavet af sten og omgivet af et sort klæde. For ikke-muslimer ser det måske endda direkte tåbeligt ud. Og der er faktisk ingen egentlig mening bag dette ritual; ingen anden mening end at man dermed ønsker at gøre som Allāhs nære og elskede folk gjorde, og derigennem ønsker at opnå Allāhs nærhed og tilfredshed. Så det handler i virkeligheden om at ihukomme deres handling - den handling som er blevet til en hellig tilbedelse, fordi Allāhs profeter og nære venner (awliyā') udførte den - og derigennem opnå en forbindelse til dem.

Vi søger nærhed til Allāh igennem handlinger, der blev udført af Hans profeter og elskede folk. Det er deres vej vi betræder. Det er deres sædvane vi efterlever. Af kærlighed til dem, gør vi som de gjorde - uanset hvorfor de gjorde det. Dét er hvad det hele handler om: At fortabe sig i kærlighed til Allāh og Hans elskede folk, i sådan grad at man begår selv handlinger der ikke har nogen anden mening end at de blev udført af Allāhs elskede folk og at Allāh elsker dem. Så i sidste ende, handler det ikke om andet end kærlighed.

Al lovprisning tilkommer Allāh, verdenernes Herre, og må Allāhs fuldendte fred og velsignelser være med vor Mester og Leder, Den bedste og mest ophøjede i hele Allāhs skabelse, navnlig Profeten Muhammad, hans rene familie og alle hans ædle ledsagere.

I Allāhs Ophøjede og Strålende Navn, Den Nådefulde, Mest Barmhjertige,

I sandhed har Allah Den Ophøjede sagt:

»Sig: Er de lige, dem som ved og dem som ikke ved?« (al-Zumar, 39:9).

Og Han har sagt:

»I sandhed er det kun de vidende af Hans slaver der frygter Allāh« (Fātir, 35:28).

Og:

»Hvem er bedre i tale end den der kalder til Allāh og handler retskaffent...?« (al-Fussilat, 41:33).

Det er med stor glæde og fornøjelse at vi kan præsentere IslamAkademiet.dk - et nyt online center for islamiske studier, hvor alting foregår på dansk og er målrettet befolkningen i Danmark, muslimer såvel som ikke-muslimer. Yderligere informationer om centret og dens baggrund, metodologi såvel som den måde kurserne bliver afholdt på kan findes online på centrets hjemmeside.

Om cirka en uge begynder centret det første undervisningssemester med to gratis kurser, der hver varer omkring 10 uger, med to ugentlige timer, en time til undervisning og en til spørgsmål og yderligere uddybelse.

Det ene kursus kommer til at handle om de helt elementære dele af den islamiske lære, herunder grundlæggende troslære, grundlæggende vejledning om den rituelle renhed, den rituelle bøn, fasten og almissen, i alle deres aspekter (det trosmæssige, det praktiske såvel som det spirituelle).

Det andet kursus kommer til at handle om Surat al-Fātiha, og bliver en forklaring af dens mening, fordybelse i de emner den bringer op og udforskning af dens hemmeligheder. Eftersom at Surat al-Fātiha udgør en af kerneelementerne i den ritulle bøn, vil dette kursus også kunne hjælpe én med at forbedre sin daglige bønner og det udbytte man får ud af dem.

Alt sammen i lyset af den Profetiske lære (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og lysende vejledning, som Ahl al-Sunna wa al-Jamā'as lærde har overbragt igennem mere end fjorten hundrede år, må Allāh være tilfreds med dem og tildele dem en stor og mægtig belønning for deres arbejde og deres vejledning.

Detaljer om kurser kan findes på kursuskataloget på IslamAkademiet.dk. Bemærk at man skal oprette en (gratis) bruger før man kan tilmelde sig til et kursus!

Vi beder for at Allāh Den Ophøjede må acceptere dette fra os alle, vejlede os i vore bestræbelser og tildele os standhaftighed.

Plakaten siger vist det meste, og MiD's hjemmeside siger resten.

Må Allāh give os tawfīq og acceptere vore bestræbelser. Āmīn.

Mange folk har hørt udtrykket 'svag' (da'īf) anvendt om beretninger fra Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), men de fleste har ingen idé om hvor mange årsager der kan være bag svaghed i en hadith, og mange tænker slet ikke over at svag faktisk ikke betyder falsk (mawdu'), men kasserer alle 'svage' hadith som ubrugelige.

I virkeligheden er det kun inden for troslære ('aqida) og lovlære (fiqh) at man ikke kan anvende en svag (da'īf) hadith, mens man sagtens kan anvende svage hadith som grundlag for at udføre frivillige gode gerninger eller for at afskrække fra dårlige handlinger. Og om dette blev der dannet konsensus blandt de tidligere lærde inden for hadith.

Således sagde Shaykh al-Islām Muhīy al-Dīn Abū Zakariyya Yahyā bin Sharaf al-Nawawī (Allāh være ham nådig):

De lærde i hadith og fiqh såvel som andre [felter] har sagt at det er tilladt og anbefalet at handle i henhold til (selv) svage hadith inden for handlinger der har at gøre med fortrinlighed, tilskyndelse til det gode og afskrækkelse fra det onde, så længe den ikke er opdigtet.
Hvad angår juridiske kendelser (ahkām) som tilladt og forbudt, handel, ægteskab og skilsmisse og lignende, så handler man i disse [juridiske] sager ikke på baggrund af andre end autentiske (sahīh) eller troværdige (hasan) hadith, medmindre der er tale om forsigtighed i noget, der har med disse emner at gøre, som hvis der dukker en svag hadith op, der angiver misbilligelse (karāha) i forhold til nogle typer handel eller ægteskab, (for) da er det anbefalet (mustahabb) at afholde sig fra det, men ikke nødvendigt (wājib).

(Imam al-Nawawī, al-Adhkār al-Nawawiyya, Sektion: ‘De lærde i hadīth og fiqh såvel som andre har sagt’, Dār al-Ma‘rifa, første udgave, (Casablanca, 1421/2000) s. 8.).

Men ak! Sikken tid vi lever i. Profetens hadith (Allāhs fred og velsignelser være med ham) bliver mishandlet og misbrugt som aldrig før, og alt hvad man ikke kan lide af det der er overleveret, erklærer man svag og kaster bort.

Ved Allāh, et folk der vender sig bort fra deres profets vejledning inden for selv ét aspekt af livet, sådanne folk kan aldrig nogensinde opnå succes. Men hvad skal der ske af et folk, der snakker stort om store emner, men når det kommer til stykket ikke engang kan tildække deres hoved - som det er Sunna - når de skal udføre bønnen? Hvad skal der ske af et folk, der nedprioriterer Profetens moralske og spirituelle lære og vejledning (Allāhs fred og velsignelser være med ham), og i stedet kun fokuserer på hans lovmæssige lære og vejledning? Har sådanne folk gjort andet end amputeret den islamiske religion?

Allāh være os nådig...

Fra Abū al-'Abbās Sahl bin Sa'd al-Sā'idī (Allāh være tilfreds med ham) som sagde:

En mand kom hen til Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og sagde: »Oh Allāhs Sendebud, vis mig en sådan handling, at hvis jeg udfører den, så vil både Allāh elske mig såvel som folket.« Han svarede: »Forsag verdenen og Allāh vil elske dig, og forsag det folk har og de vil elske dig.« En troværdig hadith, berettet af Ibn Māja og andre med pålidelige overleveringskæder.

Fra Imam al-Nawawīs Fyrre Hadith.

Al-Imām al-A‘zam Abū Hanīfa sagde:

»Hvis noget hvad angår detaljerne inden for videnskaben om Allāhs Enhed udgør et problem for mennesket, så er det ham pålagt omgående at tro på det som er korrekt hos Allāh Den Ophøjede, således at han skal finde en lærd og spørge ham. Det er ham ikke tilladt at udsætte sin undersøgelse og der vil ikke være ham nogen undskyldning for at have undladt det – han vil begå vantro hvis han tøver« (al-Imām al-A‘zam Abū Hanifa, al-Fiqh al-Akbar).

Først og fremmest skal det lige gøres klart at enhver ikke er forpligtet til at tilegne sig detaljeret viden om alt relateret til islamisk troslære, men enhver er forpligtet til at have en generel forståelse af trosdoktrinerne. Det ovenstående citat gør sig gældende når der er tale om de helt essentielle doktriner, om hvilke man ikke kan være i tvivl og samtidigt være en troende. Og hvis man så er i tvivl om de fundamentale elementer i troslæren, så er det en forpligtelse at man søger viden og afklarer sagen. Undlader man at søge denne – obligatoriske – viden, da vil man risikere at erstatte sin tro og overbevisning med tvivl og vantro.

Lad dette være en klar opfordring til enhver: Vær ikke forsømmelig hvad angår den grundlæggende troslære, for sandheden er at ingen viden er vigtigere at tilegne sig, end den helt basale viden om Skaberen. Hvis ikke man ved hvad man tror på, kan man så tro på det? Og hvis ikke man tror på det helt grundlæggende – som det er en betingelse at tro på for at være muslim – er man så overhovedet en troende? Uvidenhed leder til tvivl og tvivl kan lede til benægtelse og vantro.

Vel er det vigtigt at have kendskab til verdenen; at have viden om sprog, naturvidenskaber, matematik, historie og alle de andre typer viden som folk tilegner sig – men før alle disse, kommer viden om Allāh Den Ophøjede.

Sørgeligt er det så, at det lige netop er den viden som vi forsømmer allermest. Hvad skal der dog blive af os…

Må Allāh Den Ophøjede være os Nådig…

Et spørgsmål blev stillet:

Spørgsmål
Profeterne har aldrig begået synd i forhold til os mennesker, de er for os fejlfrie som har tilvejebragt Allah swt budskab til menneskeheden i forhold til os mennesker, der godt kan begå synd og bryde Allah swt guddommelige love.

Jeg havde dog en samtale med en, som mente at én af vores profet[er] havde drukket og havde forbrudt sig imod Allah swt love og bagefter havde bedt om tilgivelse, og jeg vlle blot høre om det er korrekt, og hvilken profet var det, hvis det overhovedet passer???

Svar
I Allāhs navn, Den Nådefulde, Den Barmhjertige og må Allāhs fred og velsignelser være med vor Elskede Mester Profeten Muhammad, hans rene familie og alle hans ædle ledsagere.

For at forstå profeternes syndefrihed er vi nødt til at undersøge hvad profetværdighed egentlig er.

Allāh Den Ophøjede har sagt:

»Sandelig velsignede Allāh de troende med en stor belønning da Han sendte dem et Sendebud fra blandt deres egne, der reciterede Hans vers for dem, rensede dem og lærte dem Skriften og Visdommen, og sandelig var de før dette i åbenlys vildfarelse« (Āl-‘Imrān, 3:164).

Ud fra dette vers kan vi se at profeternes funktion indebærer: At recitere/viderebringe Allāhs budskab til menneskeheden; rense menneskeheden; lære menneskeheden skriftens mening og at lære dem visdom. I andre ord er Allāhs udsendinge, der har det formål at vejlede menneskeheden. Dette betyder at når deres profetværdighed er blevet stadfæstet, så taler og handler de med Allāhs autoritet. Således har Allāh sagt i Koranen:

»Hvad Sendebudet end giver jer, tag imod det, og det han forbyder jer, hold jer fra det« (al-Hashr, 59:7).

Og et andet sted:

»Den der adlyder Sendebudet har i sandhed adlydt Allāh« (al-Nisa’, 4:80).

Og endnu et sted:

»Og Vi har ikke sendt noget sendebud, undtagen for at Han skulle adlydes med Allāhs tilladelse« (al-Nisa’, 4:64).

Disse (og andre) vers viser at Allāh har påbudt os at adlyde Hans profeter og sendebude, eftersom at de kommer med Hans autoritet. Han har endda gjort lydighed overfor vor Mester Profeten Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) lig med lydighed overfor Sig Selv.

Dertil kommer at en profets vejledning ikke kun består af hans befalinger og ord, men også hans handlinger. Hvis så profeten selv begik en handling der ifølge Koranen er en fejl eller synd, så ville der opstå et problem: på den ene side har man en profets handling, hvilket gør den handling tilladt og etablerer den som en sunna – for som Koranen siger, hvis man adlyder og følger Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), så har man adlydt Allāh – mens man på den anden side har Koranens forbud imod den handling.

Dette ville gøre den profetiske autoritet suspekt, og man ville ikke kunne følge en profets afgørelser blindt, fordi man i sit hjerte er i tvivl om han nu begår en fejl eller hvad, mens Allāh i Koranen har sagt:

»Og nej, ved Din Herre! De er ikke troende førend de gør dig dommer over det der er blevet en strid blandt dem, og dernæst i deres hjerter ikke finder som helst imod det du har afgjort og underkaster sig fuldstændigt« (al-Nisa’, 4:65).

Der er meget mere man kan skrive om emnet, men for at gøre det kort: Hvis man åbner op for muligheden for at profeter kan begå fejl og synder, så har man åbnet for islams ødelæggelse. Hvorfor? Fordi vores overbevisning at Koranen er Allāhs bog, er baseret på vores overbevisning om at Profeten Muhammad er Allāhs sandfærdige Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og at alt hvad han sagde, var sandt og at alt hvad han gjorde, var korrekt. Hvis der sås tvivl om hans autoritet og hans sandfærdighed og perfektion i overbringelse af islam [i ord såvel som handling] så opstår der tvivl om hans vejledning, og hvis der opstår tvivl om hans vejledning, så er der ikke noget som helst tilbage, for selv Koranen accepterer vi, fordi vi accepterer ham som ufejlbarlig i sin overlevering af den. Hvis han kunne begå fejl og synder, så accepterer vi at der kan være fejl i Koranen, og når man dertil, så har man forkastet at Koranen er Allāhs tale.

Der er konsekvenser for alting; mange folk i dag har en tendens til at tale og fremhæve forskellige holdninger som de måtte have hørt fra forskellige steder, uden at overveje hvilken konsekvens disse holdninger egentlig har i det store billede. Således ser vi muslimer sidde og tale – uden viden – om emner de ikke har forstand på og propagandere holdninger, der i virkeligheden negerer islam! Må Allāh beskytte os fra den slags.

Der er selvfølgelig en hel del detaljer om dette emne, som vi ikke kan nå at afklare i denne korte tekst, men lad det være en tommelfingerregel at det er bedre hvis man tilskriver profeter syndefrihed og fejlfrihed, og det viser efterfølgende sig at man tog fejl, end at man tilskriver dem synder og fejl, og det så viser sig at man tog fejl – for krænkelse af profetværdigheden er en af de største blasfemiske handlinger der findes i islam, og man risikerer at forlade islam, uden overhovedet at opdage det. Uvidenhed – i denne sag – er ikke nogen undskyldning, for man vovede selv at kaste sig ud i emnet, uden viden, forståelse og vejledning.

Al-Imam al-A‘zam Abū Hanīfa sagde:

»Profeterne, fred og velsignelser være med dem, er alle fri fra små og store synder, såvel som vantro og frastødende handlinger, men uagtsomheder og fejl kan være undsluppet dem.« (Imam Abū Hanīfa, al-Fiqh al-Akbar).

Dvs. at alle profeterne (Allāhs fred og velsignelser være med ham) er syndefrie (ma‘sūmūn), og dette gælder både før såvel som efter at de har modtaget profetværdigheden denne verden.

Hvad angår de små »fejl«, som det er muligt for dem at begå, ifølge de lærde, så betyder det at de har valgt det gode (fadil) i stedet for det som var bedre (afdal). Endvidere gælder for dem, at det at de kom til at glide, medførte at de søgte tilflugt hos Allāh fra det, i så ekstrem grad, at de igennem deres vedvarende bøn om tilgivelse og vedvarende lydighed, opnåede endnu højere rang end de besad tidligere, og således kan den slags små uagtsomheder være årsag til at de opnår endnu højere rang.

Hvad angår de autentiske overleveringer hvis umiddelbare betydning tilskriver en profet en eller anden form for synd, så forklarer Imam ‘Alī al-Qārī:

»Og det, som er autentisk overleveret om profeterne (Allāhs fred og velsignelser være med dem) af det, der indikerer falskhed eller synd, så distanceres det fra dens umiddelbare mening. Hvis ikke (dette er muligt), så antages det som værende undladelse af det foretrukne eller noget der har fundet sted før profetværdighed.« (Mullā ‘Alī al-Qārī, al-Rawd al-Azhar fī Sharh al-Fiqh al-Akbar, Dar al-Basha’ir al-Islamiyya (Beirut, 1998), s. 177)

Man skal huske at islam påbyder at man tror det bedste om andre og at man tillægger folk de bedste intentioner, indtil andet bliver bevist. Dette gælder i allerhøjeste grad for Profeterne (Allāhs fred og velsignelser være med dem alle) for selv deres uagtsomheder var for vores skyld – Allāh ville ellers ikke have fremhævet dem i Koranen, når Han har gjort det forbudt for mennesker at fremhæve hinandens fejl uden gyldig grund, så gør Han det ikke selv. Således er disse ting blevet nævnt, for at lære os og for også at gøre klart at profeterne - trods alt - var skabte væsener og ikke guddommelige, og at det dermed er muligt for menneskeheden at følge deres vejledning.

Hvad angår den afskyelige anklage om at en af vores profeter (Allahs fred og velsignelser være med dem alle) skulle have drukket [alkohol] eller forbrudt sig imod Allāhs lov før han blev profet, så er dette en løgn og en falsk anklage. Hvis en person, der kalder sig muslim, tror på dette, så er det nødvendigt for vedkommende omgående at ændre sin overbevisning, at angre fra dette og at gentage sin troserklæring, for der er ingen tvivl om at det er vantro (kufr) at fremsætte en så afskyelig løgn om en profet (Allāhs fred og velsignelser være med dem alle) og derudover at krænke hans ophøjede personlighed i dén grad.

Så for at opsummere: At tilskrive profeter synder er ikke tilladt ifølge de tidligste lærde og det går imod islam. At tilskrive profeter små fejl eller uagtsomheder, er tilladt, men disse uagtsomheder er at de udførte det gode, frem for det som var bedre – ikke at de udførte noget decideret forkert – og derudover skal man se på disse hændelser som lektioner hvori der er vejledning til os. Men man skal være opmærksom på at det at fremhæve profeters fejl, med den intention at krænke dem eller nedgøre dem, uden tvivl er vantro (kufr) selv hvis det man siger, er sandt. Så den yderste forsigtighed er nødvendig når man omtaler de ærværdige personligheder som Allāh har udvalgt ud af hele menneskeheden og gjort til lederne for hele universets skabelse.

Må Allāh give os forståelse

Fra Abū Salama bin ‘Abd al-Rahmān, at han spurgte ‘Ā’isha (Allāh være tilfreds med hende): »Hvordan var Allāhs Sendebuds bøn (Allāhs fred og velsignelser være med ham) i Ramadanen?« Hun svarede: »Han plejede ikke at bede mere end elleve enheder, hverken i Ramadanen eller i andet end den. Han plejede at bede fire enheder, og spørg ikke til deres skønhed og længde, og dernæst bad han (igen) fire enheder, og spørg ikke til deres skønhed og længde. Dernæst plejede han at bede tre enheder.« Hun tilføjede: »Jeg spurgte: ‘Oh Allāhs Sendebud, sover du før du udfører witr?’ Han svarede: ‘Oh ‘Ā’isha, mine øjne sover, men mit hjerte sover ikke’« (Imam al-Bukhārī, al-Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb al-tahajjud, bāb qiyām al-Nabī salla Llāhu ‘alayhi wa sallam bi al-layl fī ramadān wa ghayrih og Imam Muslim, al-Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb salāt al-musāfirīn wa qasruhā, bāb salāt al-layl wa ‘adad rak‘āt al-Nabī salla Llāhu ‘alayhi wa sallam fi al-layl).

»Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) plejede at bede tretten enheder bøn om natten, og af dem var Witr og to enheder for fajr« (Imam al-Bukhārī, al-Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb al-tahajjud, bāb kayfa salāt al-Nabī salla Llāhu ‘alayhi wa sallam wa kam kāna al-Nabī salla Llāhu ‘alayhi wa sallam yusalli min al-layl).

Fra ‘Urwa bin Zubayr at Umm al-Mu’minīn Sayyidatunā ‘Ā’isha (Allāh være tilfreds med hende) sagde: »En nat gik Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) ud midt om natten for at bede i moskéen, og nogle folk bad bag ham. Om morgenen talte folk om det, så endnu flere, og han bad, og de bad med ham. Den næste morgen talte folk igen om det, og den følgende nat blev moskéen fuld af folk. Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) gik ud til dem og bad, og de bad med ham. Da det blev den fjerde nat, kom der så mange folk at moskéen ikke kunne holde dem, men Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) kom først ud til morgenbønnen. Da han havde udført fajr bønnen, vendte han sig mod folk, reciterede han vidnesbyrdet (tashahhud) og sagde dernæst: ‘Jeres tilstedeværelse var ikke skjult for mig, men jeg frygtede at den skulle blive obligatorisk for jer, og at I ikke ville kunne klare den.’ Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) gik bort mens sagen stod sådan til.« (Imam al-Bukhārī, al-Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb salāt al-tarāwīh, bāb fadl man qāma Ramadān).

Fra ‘Abd al-Rahmān bin ‘Abd al-Qārī, som sagde: »En nat i Ramadanen gik jeg ud til moskéen med ‘Umar bin al-Khattāb (Allāh være tilfreds med ham) og så at en masse folk bad, hver mand for sig selv eller med en lille gruppe bag sig, hvorpå ‘Umar sagde: ‘Jeg tænker at hvis jeg samlede disse folk bag én recitator, ville det være idealt.’ Han besluttede sig derefter for at samle dem bag Ubay bin Ka’b. Efter det, gik jeg igen ud med ham en anden nat, og folk bad bag deres recitator, og ‘Umar udbrød: ‘Sikke en god innovation (bid‘a) dette er! Men den bøn som de sover fra, er endnu bedre end den de står i’ – han mente i slutningen af natten. Den gang plejede folk at stå i bøn i starten af den« (Imam al-Bukhārī, al-Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb salāt al-tarāwīh).

Fra Sā’ib bin Yazīd (Allāh være tilfreds med ham), som sagde: »Folk plejede i ‘Umar bin al-Khattābs tid (Allāh være tilfreds med ham) at udføre tyve enheder bøn i Ramadanen.« Han tilføjede: »De plejede at recitere mellemlange kapitler og plejede at læne sig op ad deres stokke i ‘Uthmān bin ‘Affāns tid (Allāh være tilfreds med ham) på grund af besværet i at stå i bøn (så længe)« (Imam al-Bayhaqī, al-Sunan al-Kubrā, bāb mā ruwiya fī ‘adad rak‘āt al-qiyām fī shahr Ramadān).

Fra Yazīd bin Marwān, som sagde: »I ‘Umar bin al-Khattābs tid (Allāh være tilfreds med ham) plejede folk at udføre treogtyve enheder« (Imam Mālik, Muwattā’, kitāb al-salāt fī Ramadān, bāb qiyām Ramadān).

»Det er det overleverede, i henhold til hvad vi tidligere har angivet og blev – og Allāh ved bedst – til en konsensus, på baggrund af hvad Imam al-Bayhaqī har overleveret med en autentisk overleveringskæde, at ‘de plejede at bede tyve enheder i ‘Umars tid, såvel som ‘Uthmān og ‘Alīs tid (Allāh være tilfreds med dem alle)’« (Imam ‘Alī al-Qārī, Fath bāb al-‘ināya bi sharh al-Nuqāya, kitāb al-salāt, fasl fī salāt al-tarāwīh).

»Mālik har berettet fra Yazīd bin Rūmān, som sagde: ‘Folk plejede at bede treogtyve enheder i Ramadanen i ‘Umars tid’ og det er berettet fra ‘Alī at han befalede en mand at lede tyve enheder bøn i Ramadanen, og dette er (således) som en konsensus« (Imam Ibn Qudāma al-Maqdisī, al-Mughnī fī fiqh al-Imam Ahmad bin Hanbal al-Shaybānī, mas’ala wa fusūl: hukm salāt al-tarāwīh).

»Vid at tarāwīh bønnen er sunna ifølge de lærdes konsensus, og den består af tyve enheder« (Imam al-Nawawī, al-Adhkār, kitāb al-adhkār fī salawāt makhsūsa, bāb adhkār salāt al-tarāwīh).

»Ledsagerne blev ved konsensus enige om en afgørelse om at tarāwīh er tyve enheder« (Imam ‘Alī al-Qārī, al-Mirqāt al-Mafātīh sharh mishkāt al-masābīh, kitāb al-salāt, bāb qiyām shahr Ramadān).

»De lærde har været uenige om natbønnen i Ramadanen. Nogle af dem tog det standpunkt at man skulle bede enogfyrre enheder inklusive witr, og dette er standpunktet hos Medinas folk og således er deres praksis i Medina, mens de fleste lærde følger det som er overleveret fra ‘Umar og ‘Alī og andre af Profetens ledsagere (Allāhs fred og velsignelser være med ham), som er tyve enheder, og dette er også al-Thawrīs standpunkt, såvel som Ibn al-Mubārak og al-Shāfi‘ī. Faktisk har Imam al-Shāfi‘ī sagt: ‘Sådan fandt jeg folk bede i vores by, Mekka – de bad tyve enheder.’« (Imam al-Tirmidhī, Jāmi‘ al-Sunan, kitāb al-sawm ‘an Rasūlillāh, bāb mā jā’a fī qiyām shahr Ramadān).

»De (lærde) var uenige uenige med hensyn til det foretrukne antal af (natbønnens) enheder som folk beder i Ramadanen. Imam Mālik, ifølge et af hans standpunkter, Imam Abū Hanīfa, Imam al-Shāfi‘ī, Imam Ahmad og Imam Dāwūd foretrak tyve enheder, ud over witr, mens Ibn al-Qāsim har berettet [et andet standpunkt] fra Imam Mālik, hvor han anså seksogtredive enheder samt tre witr, for at være bedst.« (Imam Ibn Rushd, Bidāyat al-Mujtahid, kitāb al-salāt al-thānī, al-bāb al-khāmis: fī qiyām Ramadān).

»Sektion: Det foretrukne ifølge Abū ‘Abdullāh [Imam Ahmad ibn Hanbal], Allāh være ham nådig, i dette, er tyve enheder, og dette er også hvad Imam al-Thawrī, Imam Abū Hanīfa og Imam al-Shāfi‘ī sagde. Imam Mālik sagde Seksogtredive og han fastholdt at det var det tidligste standpunkt og forbundet med Medinas folks praksis, for Sālih, al-Taw’imas frigivne slave, berettede: ‘Jeg så folk bede enogfyrre enheder, hvoraf fem enheder var witr.’ Vores bevis er, at da ‘Umar (Allāh være tilfreds med ham) samlede folk bag Ubay bin Ka’b og han plejede at bede tyve enheder for dem. Derudover har al-Hasan berettet at ‘Umar samlede folk bag Ubay bin Ka’b og i tyve nætter plejede han at lede dem i bøn og han reciterede ikke qunūt i dem, undtagen i den anden halvdel. Da det blev de sidste ti dage bad Ubay hjemme hos sig selv, således at folk plejede at sige at Ubay er gået. Dette er overleveret af Abū Dāwūd og Sā’ib bin Yazīd. Derudover har Imam Mālik berettet fra Yazīd bin Rūmān, at han sagde: ‘Folk plejede at bede treogtyve enheder i Ramadanen i ‘Umars tid’. Ligeledes er det berettet fra ‘Alī at han befalede en mand at lede tyve enheder bøn i Ramadanen, og dette er (således) som en konsensus. Hvad angår det Sālih har berettet, så er Sālih svag (da‘īf). Derudover har vi ikke kendskab til hvem der har berettet det til folk, og det kan være at han har set nogle folk gøre sådan, men dette er ikke et bevis. Men selv hvis det accepteres at Medinas folk alle sammen gjorde sådan, så er det ‘Umar gjorde og som alle Ledsagerne i hans tid blev enige om og fulgte, i højere grad værd at følge. Nogle lærde har forklaret at Medinas folk gjorde sådan fordi de ønskede at opnå lighed med Mekkas folk, for de plejede at gøre tawāf om kabaen syv gange efter hver fire enheder (tarwiha), så Medinas folk udførte fire enheder som erstatning for hver syv runder. Men det som Allāhs Sendebuds ledsagere (Allāhs fred og velsignelser være med ham) praktiserede var bedre og fortjener i højere grad at blive fulgt« (Imam Ibn Qudāma al-Maqdisī, al-Mughnī fī fiqh al-Imam Ahmad bin Hanbal al-Shaybānī, mas’ala wa fusūl: hukm salāt al-tarāwīh).

Fra Imam Abū Yūsuf, at han sagde: »Jeg spurgte Imam Abū Hanīfa om tarāwīh bønnen og det ‘Umar (Allāh være tilfreds med ham) praktiserede, hvortil han svarede: ‘Tarāwīh bønnen er en betonet sunna (sunna mu’akkada) og ikke noget ‘Umar opdigtede på egen hånd eller introducerede som noget nyt. Han påbød det ikke, uden at det var på baggrund af en kilde han havde eller uden at det var i komplet lydighed overfor Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham)’« (Imam al-Shurunbulālī, Marāqī al-Falāh, kitāb al-salāt, fasl fī al-tarāwīh).

»Det er jer pålagt at følge min Sunna og mine retledte kaliffers Sunna efter mig« (Imam al-Tirmidhī, Jāmi‘ al-Sunan, kitāb al-‘ilm, bāb mā jā’a fī al-akhdh bi al-sunna wa ijtināb al-bid’ og Imam Abū Dāwūd, Jāmi‘ al-Sunan, kitāb al-sunna, bāb fī luzūm al-sunna).

»Tarāwīh er pluralis af tarwiha, som betyder at hvile en gang, ligesom ordet ‘taslīma’ fra ‘al-salām’. Bøn i forsamling i Ramadanens nætter kaldes tarāwīh, fordi de første der samledes for den, plejede at hvile efter hver to sæt salām (taslīma)« (Ibn Hajar al-‘Asqalānī, Fath al-Bārī, kitāb salāt al-tarāwīh).

Konklusion

[Opdateret: Bemærk at artiklen d. 13. juli er blevet opdateret og udvidet til også at inkludere citater fra Shafi'ī lærde]

For at spare tid og energi er mange folk nu om dage begyndt at skrive »saws« eller »saw« eller lignende som forkortelser af det arabiske »salla Llāhu 'alayhi wa sallam« (Allāh velsigne ham og skænke ham fred). Dette er endnu et udtryk for at vi - muslimer - helt har mistet overblikket hvad angår vores prioriteter. De ting som vi bør spare tid på, spilder vi tid på, mens de ting vi afgjort ikke bør spare tid på, på dem forsøger vi at spare så meget vi kan. Simpelthen sørgeligt.

Desværre ser man dette fænomen verden over, og ikke kun blandt almindelige folk, men selv lærde kan tilsyneladende være ret så uopmærksomme og bruge den slags forkortelser. Disse forkortelser er generelt upassende når man omtaler Profetens ledsagere (Allāhs fred og velsignelser være med ham) eller senere retskafne muslimer, mens det er helt forbudt at anvende den slags forkortelser når det kommer til Profetens ophøjede og hellige benævnelse (Allāhs fred og velsignelser være med ham). Kort sagt er det fordi at det er nødvendigt (wājib) at sende fred og velsignelser på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) når han benævnes og en forkortelse er ikke gyldig som stedfortræder for at sende fred og velsignelser på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham).

Således skrev Mujaddid al-Islam 'Allāma Shāh Ahmad Ridā Khān al-Hindī al-Hanafī (Allāh være ham nådig):

»Denne tåbelighed er nu om dage blevet udbredt blandt fortravlede mennesker. Nogle skriver »sal'am« [sīn-lām-'ayn-mīm], nogle skriver »'am« ['ayn-mīm], mens andre skriver et »s« [sād]; og dette er alt sammen forkasteligt og frastødende, samt ekstremt forhadt og leder nødvendigvis til voldsom fordærvelse. Der er behov for forsigtighed omkring dette, og hvis der i teksten kommer et sted for benævnelse af den hellige Mesters navn, Allāh Den Ophøjede velsigne ham og skænke ham fred, bør man hvert eneste sted skrive »salla Llāhu ta'ālā 'alayhi wa sallam« fuldt ud, og absolut, absolut ikke »sal'am« eller lignende. De lærde har på det kraftigste forbudt dette, og har i nogle bøger endda angivet en meget hård dom for det. 'Allāma Tahtāwī (Allāh være ham nådig) skriver således i sin Hashiya (præciserende kommentar) til Durr al-Mukhtār:

»Det er forhadt at forkorte velsignelser (salāt) og bøn om [Allāhs] tilfredshed i skrift, men man bør i stedet skrive det hele fuldt ud. Det står i [Fatāwā] Tatar Khāniyya: »Den der forkorter »'alayhi as-salām« som hamza og mīm (am) begår vantro (kufr), fordi dette er formindskelse (takhfīf), og formindskelse af profeter er uden tvivl vantro.« Hvis dette standpunkt er korrekt overleveret, så er det betinget af at dette gøres med vilje, og hvis ikke [det er med vilje] så er det ikke umiddelbart vantro. Det som nødvendigvis er vantro, bliver først etableret som vantro, når det accepteres som det udvalgte standpunkt i skolen og dette sker når dets nødvendighed er klar. Men forsigtighed er bedst og man bør bestræbe sig på at undgå vildfarelse og tvivl.«« (Imam Ahmad Ridā Khān, al-Fatāwa al-Ridwiyya, Ridā Foundation Jāmi'a Nizāmiyya, (Lahore, 1994), kitāb al-salāt, bāb sifa al-salāt; bind 6, side 221)

Mange andre af vore store lærde har skrevet om dette - på tværs af de fire lovskoler - og det at forkorte påkaldelsen af Allāhs tilfredshed over ledsagerne (Allāh være tilfreds med dem alle) når de nævnes anses således for at være forhadt, men især forkortelse af fred og velsignelser på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) anses for at være en fordømt og forkert handling, eftersom at dette faktisk er nødvendigt (wājib), mundtligt såvel som skriftligt, om man er den der omtaler Profetens hellige person (Allāhs fred og velsignelser være med ham) eller om man er den der hører eller læser det.

Og argumentet er ikke svagt - dette er baseret på forskellige hadith hvor Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) klart har givet udtryk for at det er nødvendigt at påkalde fred og velsignelser over ham når hans hellige person benævnes, og i dette er der en utrolig stor gavn. Denne tekst omhandler ikke fortrinlighederne og belønningerne i påkaldelsen af fred og velsignelser over Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), men det bør være nok for enhver muslim, at sand og oprigtig kærlighed til Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) er en nødvendig del af troen (īmān), og for at holde denne kærlighed i live og for også at praktisere den, er det nødvendigt at udtrykke den, og er det så ikke passende at gøre dette når hans smukke og velsignede personlighed benævnes (Allāhs fred og velsignelser være med ham)? Kærlighed bedømmes ikke kun på dette, men det er alligevel tankevækkende: hvor stor er ens kærlighed til vor elskede Mester (Allāhs fred og velsignelser være med ham), når man ikke engang »gider« bruge et par ekstra sekunder og en smule energi på skriftligt at påkalde Allāhs velsignelser og fred over ham? Er resten af det man skriver bedre, at det fortjener tid og energi, mens påkaldelse af velsignelser over Mesteren ikke er værd at bruge tid på? Man bør overveje hvor ærlig og sand man er i sin kærlighed, hvis dette er den sørgelige tilstand man befinder sig i.

Og det er sandt at man ved at forkorte sin påkaldelse af fred og velsignelser over Allāhs Elskede (Allāhs fred og velsignelser være med ham) kan ende med til at fratage ham hans ret og udvise respektløshed overfor ham, og dette er at krænke ham, hvilket uden tvivl er vantro ifølge konsensus. Så selv hvis ens kærlighed er så svag og ynkelig at man ikke kan få sig selv til at skrive dette fuldt ud, så bør man i det mindste frygte (at falde i) denne form for blasfemi og krænkelse af Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), og holde sig så langt fra dette som muligt.

Hvad angår når man hører vor Mesters omtale eller når man selv udfører den velsignede handling at omtale ham, så skriver Shaykh al-Islām Imām Ahmad Ridā Khān al-Hanafī (Allāh være ham nådig):

»Så mange gange som man i forskellige forsamlinger benævner eller hører benævnelse af verdenens lysende Mester (Allāhs fred og velsignelser være med ham) er det nødvendigt (wājib) at påkalde fred og velsignelser over ham, og gør man det ikke, vil man være syndig og omgivet af voldsomme trusler om straf [fra Allāh]. Der er dog uenighed om hvorvidt det er nødvendigt (wājib) hver gang at gentage påkaldelsen af fred og velsignelser hvis man i én forsamling siger eller hører hans benævnelse flere gange eller om det er nok [i: for at opfylde pligten] at sige det én gang og blot foretrukket (mustahabb) de resterende gange. Mange lærde har foretrukket det førstnævnte standpunkt og hvis man så fremsiger troserklæringen tusinde gange i en forsamling, vil det ifølge dem være nødvendigt (wājib) at påkalde fred og velsignelser over Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) hver gang, og forsømmer man det selv én gang, da vil man være syndig. I værker som al-Mujtaba og Durr al-Mukhtār er dette blevet kaldt det foretrukne (mukhtār) og klare (wādih) standpunkt. Således angiver Durr al-Mukthār, kort sagt, at der er uenighed om hvorvidt det er nødvendigt for den der lytter og den der benævner når han (Allāhs fred og velsignelser være med ham) bliver benævnt, og det foretrukne standpunkt er at det er nødvendigt at gentage hver gang han (Allāhs fred og velsignelser være med ham) bliver nævnt, selv hvis det er i den samme forsamling [Se: Imam al-Haskafī, Durr al-Mukhtār, kitāb al-salāt, bāb fī sifa al-salāt].

Andre lærde har for folkets lethed valgt det andet standpunkt, og ifølge dem vil det være nok i den samme forsamling at fremsige fred og velsignelser én gang for opfyldelse af den nødvendige pligt (wājib) og man vil ikke være syndig ved at undlade det for resten, men vil dog lide afsavn af en stor belønning og en umådelig velsignelse, og i al-Kafi og al-Qunya og andre værker er dette standpunkt blevet erklæret som det korrekte. Således er det angivet i Radd al-Muhtār at selvom al-Zāhidī i al-Mujtabā har foretrukket det førstnævnte standpunkt [dvs. at det er nødvendigt at gentage påkaldelsen af fred og velsignelser hver gang, selv i den samme forsamlig], så er standpunktet at det kun er nødvendigt at påkalde fred og velsignelser én gang blevet kaldt det korrekte, ligesom det gælder for recitationsknæfaldet (sajda tilawa), således at det ikke bliver for besværligt og hårdt for folk. Alligevel er det dog, selv i den samme forsamling, foretrukket og anbefalet at gentage, i modsætning til recitationsknæfaldet. Det er angivet i al-Qunya at det er nok blot at påkalde fred og velsignelser én gang i en forsamling, ligesom det gør sig gældende for recitationsknæfaldet og dette er fatwa standpunktet. Dette er også standpunktet Imam Ibn Humām i Zād al-Faqīr på autoritativ vis har valgt [Se: Imam Ibn 'Abidin, Radd al-Muhtār, kitāb al-salāt, fasl fi bayān ta'līf al-salāt ilā intihā'ihā, matlab fī wujūb al-salāt 'alayhi kullamā dhukira 'alayhi al-salāt wa al-salām].

Det mest passende er under alle omstændigheder at man bliver ved med at sige »salla Llāhu ta'ālā 'alayhi wa sallam«, for dette - hvis opretholdelse ved konsensus bringer store belønninger og velsignelser, og forsømmelse af hvilket uden tvivl medfører et stort afsavn af belønninger, og er endda syndigt ifølge et stærkt standpunkt - er ikke for en forstandig person at forsømme. Og i sandhed er inspiration og styrke fra Allāh.« (Imam Ahmad Ridā Khān, al-Fatāwā al-Ridwiyya, Ridā Foundation Jāmi'a Nizāmiyya, (Lahore, 1994), kitāb al-salāt, bāb sifa al-salāt; bind 6, side 222-223).

Dette gør sig ikke kun gældende inden for Hanafī skolen, men forkortelse af påkaldelsen af velsignelser og fred på Allāhs Sendebud (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) er forhadt ifølge de lærde generelt. Ikke kilder fra alle lovskolerne har været tilgængelige om dette emne, men vi kan herunder se hvad nogle fremtrædende lærde fra Shāfi'ī skolen har skrevet om emnet: Imam al-Nawawī (Allāh være ham nådig) skrev:

»Og det er nødvendigt at være opmærksom på at skrive påkaldelsen af velsignelser og fred på Allāhs Sendebud (Allāh velsigne ham og give ham fred) og ikke at blive træt af at gentage det. Den der forsømmer dette bliver holdt fra en stor rigdom.

Dette er ikke begrænset til hvad der står i kildeteksten, hvis den er mangelfuld, og det samme gælder også for lovprisningen (thanā') for Allāh, Den Strålende og Ophøjede, såsom 'Azza wa Jalla og lignende. Ligeledes gælder det for påkaldelsen af nåde over Ledsagerne (Allāh være tilfreds med dem), Kalifferne, de lærde såvel som alle andre retskafne folk. Så hvis der kommer en sådan overlevering, skal man være ekstremt opmærksom på dette.

Det er forhadt at forkorte påkaldelsen af velsignelser og fred og [ligeledes] at bruge forkortelser for det i skrift, men man skriver det hele fuldt ud« (Imam al-Nawawī, al-Taqrīb wa al-Taysīr, al-naw' al-khāmis wa al-'ishrūn: kitābat al-hadīth wa dabtuhu wa fīhi al-masā'il; al-thālitha).

Bemærk: I det ovenstående citat er ikke alt Imam al-Nawawīs egne ord, men noget af det er fra Imam Ibn al-Salāh, som Imam al-Nawawī citerer, mens noget af det er hans egen tilføjelse. I den udgave som har været tilgængelig er det ikke muligt at se hvor Imam Ibn al-Salāhs ord slutter og hvor Imam al-Nawawīs begynder, men for vores formål er det nok at fastslå at disse to store autoriteter inden for Shafi'i skolen anser forkortelser af påkaldelser af velsignelser og fred over Profeten (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) for at være en forkastelig handling som i høj grad skal undgås.

Ud over at bekræfte hvad Imam al-Nawawī angiver, nævner Imam Jalāl al-Dīn al-Suyūtī i sin kommentar (Tadrīb al-Rāwī) en beretning om Hamza al-Kattānī, som selv fortæller at han plejede kun at nedskrive påkaldelsen af velsignelser (salāt) over Profeten (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) men ikke påkaldelsen af fred (salām). En dag så han Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) i drømmen, hvor Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) spurgte ham: »Hvad er der galt med dig, at du ikke færdiggør påkaldelsen af velsignelser på mig?«

Imam al-Suyūtī bekræfter ellers hvad Imam al-Nawawī og Ibn al-Salāh skriver, og forklarer at med forkortelser menes det at skrive eksempelvis »sal'am«, svarende til at folk på dansk skriver fvmh eller pbuh på engelsk og lignende. Imam al-Suyūtī nævner også at det siges at den første person der forkortede påkaldelsen af velsignelser og fred over Profeten (Allāh velsigne ham og give ham fred) fik en meget voldsom straf for det, sandsynligvis for at have introduceret en så frastødene og grim praksis, der går stik imod Profetens Sunna (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) og som medfører at man ikke giver Profeten (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) den ret der tilkommer ham. I Reliance of the Traveller, sektionen hvor Imam Ibn Hajar al-Haytamīs liste af de store synder er nævnt (w52.1), nævner imamen bl.a.:

»at forsømme påkaldelsen af velsignelser og fred over Profeten (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) når man hører hans benævnelse (Allāh velsigne ham og tildele ham fred).«

Shaykh Nūh - oversætter og kommentator til Reliance of the Traveller - citerer her fra Imam Yūsuf al-Nabahānī som yderligere forklaring på hvad dette indebærer. I slutningen af citetet nævner Imam al-Nabahānī:

»Man skal i sin nedskrivelse af dette undgå to fejl:
1. at skrive det i en mangelfuld form, som en forkortelse for det, i form af to bogstaver eller lignende, som nogle dovne eller uvidende folk gør, idet de skriver »sal'am« [i: svarende til fvmh på dansk eller pbuh på engelsk] i stedet for »Allāh velsigne ham og tildele ham fred.«

2. at skrive det med en mangelfuld mening, ved ikke at tilføje påkaldelsen af fred [i: eller kun at påkalde fred men ikke velsignelser].«

Som vi kan se er det ifølge fremtrædende og autoritative lærde en frastødende og forhadt handling at forkorte påkaldelsen af velsignelser og fred på Profeten (Allāh velsigne ham og tildele ham fred). Dette gør sig også gældende når vi taler om ophøjelsen af Allāh, påkaldelsen af Allāhs tilfredshed eler nåde over Ledsagerne såvel som lærde og andre retskafne mennesker. Denne type forkortelse kan faktisk endda kaldes en meget frastødende og dårlig innovation og nyskabelse (bid'a sayyi'a), fordi disse påkaldelser og lovprisninger er en form for tilbedelse, og at forkorte dem er at gå imod Profetens Sunna (Allāh velsigne ham og tildele ham fred). Således kan det siges at hvor det ikke er nødvendigt, er det faktisk bedre ikke at skrive noget som helst, end at skrive en forkortelse.

For at opsummere:

1) Det er ikke tilladt at forkorte påkaldelsen af fred og velsignelser over Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) til »saws« eller »sal'am« eller »saw« eller »s« eller »fvmh« eller »pbuh« andre forkortelser, men man bør altid skrive det fuldt ud, på arabisk, i transliteration eller oversat til det sprog man skriver på. Man bør også være opmærksom på dette når man omtaler Allāh Den Ophøjede, og man bør ikke skrive »swt« eller »st« eller »s« eller lignende, men man bør altid skrive det helt ud.

2) Det er forhadt at forkorte bønner om Allāhs tilfredshed for nogen - især Ledsagerne (Allāh være tilfreds med dem) - til »rd« eller »ra« eller lignende, men man bør i stedet altid skrive det fuldt ud, på arabisk, i transliteration eller på det sprog man skriver på. Det samme gælder når man påkalder Allāhs nåde over nogle fra de efterfølgende generationer af muslimer, såsom de lærde og de retskafne muslimer.

3) I hver forsamling er det nødvendigt (wājib) at påkalde fred og velsignelser over Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) den første gang han benævnes, mens det for de efterfølgende gange er anbefalet (mustahabb) og bør ikke forsømmes. Af forsigtighed såvel som ønske for belønning, bør man dog altid bestræbe sig på at fremsige dette hver gang, uanset om man er den der omtaler Allāhs Elskede (Allāhs fred og velsignelser være med ham) eller lytter til hans omtale.

Så kære læser: Undgå fordømmelige forkortelser af disse hellige ord, og forsøg i stedet på at samle belønninger og velsignelser ved på passende vis at omtale Allāh Den Ophøjede, Hans Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og ledsagerne (Allāh være tilfreds med dem alle) i skrift såvel som i tale. Du har intet at tabe og alt at vinde, for den tid og energi du forsøger at spare, er i forvejen noget Allāh har tildelt og ikke noget du selv har skabt. Kan du bruge den på noget eller nogen bedre eller mere værdig end selve Skaberen og Hans Elskede (Allāhs fred og velsignelser være med ham)? Så sandelig ikke!

Må Allāh give os inspiration og styrke til at følge den rette vej.

Al lovprisning tilkommer Allāh, verdenernes Herre, Den Nådefulde, Den Barmhjertige, og må Allāhs fred og velsignelser være med vor elskede Mester, Den Udvalgte, Vor middel til vor Herre og Profeternes segl, med det smukke navn Muhammad, og må Allāhs fred og velsignelser ligeledes være med hans rene familie og alle hans ædle ledsagere.

Hermed udgives (på Islamisk.dk) en kort artikel om fremgangsmåden for bønnens udførelse ifølge Hanafī skolen, som en annoteret oversættelse af sektionen fra Imam al-Hasan bin 'Ammār al-Shurunbulālīs fremragende værk Nūr al-Īdāh wa najāt al-arwāh (klargørelsens lys og sjælenes frelse) som er et klassisk og anerkendt værk i fiqh al-'ībadāt (fiqh om tilbedelsesgerninger) i henhold til al-Imam al-A'zam Abū Hanīfas skole (Allāh være dem begge nådig).

Artiklen findes både i HTML og i PDF (til download såvel som online læsning).

Ud over forskelle i opsætningen, er den eneste egentlige forskel i indhold at pdf-udgaven også indeholder den arabiske tekst, mens html-udgaven kun indeholder transliteration og oversættelse af de ting man reciterer i bønnen.

Og fordi intet menneskeligt værk er uden fejl eller mangler, bedes den opmærksomme læser rette henvendelse til os med indikation af fejlen, således at den (eller de) kan blive rettet, og må Allāh belønne enhver der er til gavn for andre.

Listen er efterhånden blevet for lang til at man overhovedet kan følge med længere, men de amerikanske soldaters barbariske, svinske og arrogante adfærd kender åbenbart ingen grænser. Og dette - at bruge den hellige Koran som skydeskive - er blot endnu en af de få groteske ugerninger der er kommet frem i pressen, mens hundreder med garanti bliver begået uden at de bliver kendt for omverdenen. Men selv hvis man bare samlede de stykker information som medierne har viderebragt siden den ulovlige og umenneskelige invasion af Irak, selv da ville det tegne et meget dystert billede af de folk mange fejlagtigt opfatter som civiliserede mennesker.

Hele den vestlige verden synes at være optaget af at krænke islam og det muslimerne holder helligt. Det bliver gjort i frihedens navn og i ytringsfrihedens navn og i demokratiets navn, men sandheden er at det gøres af had, foragt, arrogance og uvidenhed. Det viser i andre ord hvor tilbagestående og snæversynet mentaliteten er her i det frie Vesten.

Vi er så frie her i Vesten, at vi ikke må gå i det tøj vi ønsker. Vi er så frie, at vi ikke må tænke negativt om systemet. Vi er så frie at vi ikke må tænke at der måske findes et bedre alternativ til det. Vi er så frie at vi ikke må have andre værdier end de gudløses. Vi er så frie at vi ikke må tage det ilde op at vi bliver krænket, hånet og vores tro latterliggjort. Vi er så frie at vi bare må finde os i hvad vi bliver udsat for, og så takke den arrogante og selvhøjtidelige vestlige kultur for at have oplyst os.

Først tog man livet af "gud" her i Vesten, og blev dermed "fri" fra troens lænker. Nu har man taget livet af friheden. Hvad bliver det næste?

I vores tid ser vi meget ofte folk rulle deres bukser op kort tid før bønnen, i den tro at det er sunna. Dette er fordi folk i al almindelighed går med bukser der går længere end til anklerne, mens det var Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sunna (og det som var almindeligt i den tid) at gå med bukser der ikke gik længere end til anklerne. Dengang blev det at gå med bukser der gik til under anklerne (for mænds vedkommende) anset for at være et udtryk for arrogance.

Således beretter Sayyidunā ‘Abdullāh bin ‘Umar (Allāh være tilfreds med dem begge) at Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde:

»Den som hovent slæber sit klæde, Allāh vil ikke se på ham (med nåde) på dommedagen« (al-Bukhārī, Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb al-libās, også overleveret af Imam Muslim, al-Tirmidhī, al-Nasā’ī, Ibn Māja, Imam Mālik, og andre).

Det interessante er dog at denne og andre relevante hadith ikke indikerer at man specielt før bønnen bør rulle sine bukser op, men alligevel ser man folk gøre dette. Nogle går endda så langt at insistere på at man er syndig, hvis man beder med bukser som går længere ned end til anklerne eller at ens bøn er ugyldig. Dette er dog fuldstændigt forkert, som vi vil se. Det følgende er primært baseret på Hanafī skolens standpunkt om dette, men nogle steder er de andre lovskolers standpunkter også nævnt.

Uden hovenhed at gå med bukser der går under anklerne
I kommentar til ovenstående hadith skrev Imam Badr al-Dīn al-‘Aynī al-Hanafī (Allāh være ham nådig):

»Dette er en sektion om redegørelse for dommen over den som slæber sit lændeklæde og at der ikke er noget galt i det, ej heller er der noget forhadt i det. Således er dette også tilladt for at fjerne noget skade, som hvis man under anklerne har et sår, kløe eller lignende, som fluer eller lignende vil sætte sig på, hvis man ikke tildækker det, og man ikke finder noget at tildække det med ud over sit lændeklæde eller skjorte…« (Badr al-Dīn al-‘Aynī, ‘Umda al-Qārī Sharh Sahīh al-Bukhārī, kitāb al-libās, bāb man jarra izārahu min ghayri khuyalā’).

I kommentaren til ovenstående hadith fra (blandt andet) Jāmi' al-Sahīh af Imam al-Bukhārī, om at Allāh på dommedagen ikke vil se (med nåde) på den person som slæber sit klæde, skriver Imam al-‘Aynī:

»Abū Bakr al-Siddīq (Allāh være tilfreds med ham) spurgte: »Oh Allāhs Sendebud, en af mit lændeklædes sider glider ned medmindre jeg er opmærksom«, hvortil Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Du er ikke en af dem som gør det af hovmod« (al-Bukhārī, kitāb al-libās)… Fra denne hadith forstås at hvis en persons lændeklæde glider ned uden at det er med vilje, så er der intet galt i det, i henhold til hvad vi har nævnt. Og hvis det siges at Ibn Abī Shayba fra Ibn ‘Umar (Allāh være tilfreds med ham) har berettet at han under alle omstændigheder anså det at slæbe sit klæde for at være forhadt, så svarer jeg, at dette ifølge Ibn Batāl er fra Ibn ‘Umars intense praksis, for ellers har han selv overleveret denne hadith, så dommen er ikke skjult for ham« (ibid.).

Imam al-‘Aynī nævner yderligere en beretning fra Sahīh al-Bukhārī hvor Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) for solformørkelsesbønnen (salāt al-kusūf) stod op idet han slæbte sit lændeklæde efter sig og kommenterer den:

»Det er berettet fra Abū Bakr al-Siddīq (Allāh være tilfreds med ham) at han sagde: »Vi var hos Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) da det (engang) blev solformørkelse. Han stod op hurtigt, idet han slæbte sit klæde, indtil han nåede moskéen…« (al-Bukhārī, Jāmi' al-Sahīh, kitāb al-kusūf, bāb al-salāt fī kusūf al-shams)… I dette er et bevis for at det er tilladt at slæbe sit klæde hvis det er uden hovmod og at der intet er galt i det« (ibid.).

Shaykh al-Hadīth ‘Allāma Ghulām Rasūl Sa‘īdī (Allāh bevare ham) klarificerer:

»Hvis ens lændeklæde uden vilje slæbes så den kommer under ens fødder, så er der intet galt i det, men med vilje at have sit lændeklæde eller buks så lang at den slæbes under ens fødder er forbudt (harām), selv hvis det ikke er af hovmod, fordi der er under alle omstændigheder ødselhed isrāf) i dette og også at man bringer sit klæde i fare for at noget urent kommer på det. Men hvis ens klæde ikke bliver slæbt under ens fødder, men blot kommer under ens ankler, så er dette uden hovmod blot noget forhadt (makrūh tanzīhan), mens det (hvis det er) af hovmod er meget forhadt (makrūh tahrīman)« (‘Allāma Sa‘īdī, Tibyān al-Qur’ān, bind 4, tafsīr til Sūra al-A‘rāf, 8:142-147).

Shaykh al-Hadīth Mullā ‘Alī al-Qārī (Allāh være ham nådig) kommenterer hadithen fra før, om at Allāh ikke vil se (med nåde) på den person på dommedagen som slæber sit klæde, og skriver idet han citerer Ibn al-Malak:

»Og det forstås fra dette at det at slæbe (sit klæde) af andre end disse grunde [i: hovmod, arrogance etc.], ikke er forbudt (harām) men noget forhadt (makrūh tanzīhan)« (Mulla ‘Alī al-Qārī, Mirqāt al-Mafātīh sharh mishkāt al-masābih, kitāb al-libās, al-fasl al-awwal).

Dette samme står i mange andre tekster skrevet af anerkendte Hanafī lærde, blandt andre al-Fatāwā al-‘Ālamgirī (også kendt som al-Fatāwā al-Hindīyya), som blev samlet af et stort antal lærde fra Hanafi skolen på opfordring af Mughal Kongen ‘Ālamgir, og som udgør en stor autoritet inden for Hanafī skolen.

Shaykh al-Hadīth ‘Allāma ‘Abd al-Haqq al-Dihlawī (Allāh være ham nådig) angiver på smuk vis selve princippet og årsagen bag kendelsen:

»Der er vidde [i: i Loven] angår mad og beklædning, men pga. ødselhed (isrāf) og hovenhed (takabbur) er der (nogle ting som bliver) meget forhadte (makrūh tahrīmī), men hvis det ikke er sådan, så er det tilladt (mubāh)« (‘Abd al-Haqq al-Dihlawī, Ish’ata al-lum‘āt, kitāb al-libās, al-fasl al-awwal).

Shaykh al-Islam al-Mujaddid A‘lāhadrat Imam Ahmad Ridā Khan (Allāh være ham nådig) behandlede emnet i detaljer:

»Hvis det at ens buksekant går til under anklerne, hvilket på arabisk kaldes isbāl, (og det er) af hovenhed og arrogance, så er det afgjort ulovligt og forbudt, og en voldsom advarsel er angivet imod det [i: i hadith]. Imam Muhammad bin Isma‘īl al-Bukhārī beretter i sin [Jami‘] al-Sahīh fra Abū Hurayra (Allāh være tilfreds med ham) at Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den der af hovenhed slæber sin kappe (eller klæde) efter sig, Allāh vil ikke se på ham (med nåde) på dommedagen.« Imam Abū Dawūd, Imam Ibn Māja, Imam al-Nasā’ī og Imam al-Tirmidhī har ligeledes overleveret dette med lidt varierende ordlyd. Men hvis det ikke er af hovenhed (takabbur), så er det i henhold til dommen angivet i klare hadith også tilladt for mænd, som I selv ved fra betingelsen om hovenhed, at Abū Bakr (Allāh være tilfreds med ham) sagde: »Oh Allāhs Sendebud, en af mit lændeklædes sider glider ned,« hvortil han svarede: »Du er ikke en af dem der gør det af hovenhed.« Den advarsel der er i hadith, handler den situation hvor en person går med bukser der går til under anklerne (isbāl) af hovenhed. Ellers er denne voldsomme advarsel ikke gældende for dette, men de lærde angiver alligevel dommen som noget forhadt (makrūh tanzīhī) når det ikke er af hovenhed. Det er således angivet i al-Fatāwā al-‘Ālamgirī at hvis isbāl ikke er af hovenhed, så er det noget forhadt (makrūh tanzīhī), og således er det også nævnt i al-Gharā’ib.

Generelt er isbāl forbudt hvis det er af hovenhed eller arrogance, mens det ellers er forhadt (makrūh) og imod det foretrukne (khilāf al-awlā), men ikke forbudt eller noget der fortjener at blive advaret imod. Og dette er også kun i den situation at begge siders buksekanter går til under anklerne. Hvis buksekanterne foran er over anklerne, således at de fra bagsiden er under anklerne, så er der overhovedet intet kritisabelt i dette. At hænge buksekanten under anklerne på denne måde er bevist fra Ibn ‘Abbās (Allāh være tilfreds med ham), eller rettere, det er faktisk bevist fra begge verdenernes Konge [i: Profeten] selv (Allāhs fred og velsignelser være med ham). Imam Abū Dawūd har med sin overleveringskæde berettet fra ‘Ikrima at han så at Ibn ‘Abbās (Allāh være tilfreds med ham) bandt sit lændeklæde således at den foran hvilede på foden, mens dens bagside var løftet op. [‘Ikrima sagde:] Jeg spurgte: »Hvorfor har du bundet lændeklædet på denne måde?« Han [Ibn ‘Abbās] svarede: »Jeg har set Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) binde lændeklædet på denne måde (Abū Dawūd, al-Sunan, hadith nr. 4096). Beretterne i denne hadiths overleveringskæde er alle troværdige (thiqa) og afholdende (‘udūl), (og de er berettere) fra hvem Imam al-Bukhārī har berettet. Shaykh Muhaqqiq Mawlānā ‘Abd al-Haqq Muhaddith Dihlawī siger i Ish‘ata al-Lum‘ān at det fra dette forstås at det for at negere og undgå isbāl er nok blot at trække kanten op fra den ene side. Det er angivet i [al-Fatāwā] al-‘Ālamgirī at der dog ingen tvivl er om at det er mere ophøjet og fortrinligt at kanten går til midten af skinnebenet. Det er også hertil at Sayyid al-Abrārs [Profetens] lændeklæde (Allāhs fred og velsignelser være med ham) for det meste hang« (A‘lahadrat Imam Ahmad Ridā Khan, al-Fatāwā al-Ridwiyya, Idāra tasnīfāt Imam Ahmad Ridā, Karachi (1988), bind 10, side 125).

Vi kan således konstatere at det ifølge vore ‘ulamā er meget forhadt (makrūh tahrīman) at slæbe sit tøj efter sig, således at stoffet kommer ind under ens fødder, uanset om dette gøres af hovenhed eller ej, fordi dette indebærer ødselhed og man risikerer endvidere at der unødvendigt kommer urenheder på tøjet. Sker dette dog uden at det er med vilje, så er man undskyldt. Derudover er det ifølge nogle lærde lettere forhadt (makrūh tanzīhan) at ens bukser eller lændeklæde går til under ens ankler, mens det ifølge andre lærde ikke engang er forhadt, men blot imod det foretrukne (khilāf al-awlā).

Dette er også hvad SunniPath angiver i et svar af Shaykh Farāz Rabbānī: Is Having Long Trousers a Major Sin? (Nope)

Nogenlunde de samme forklaringer finder man i de andre lovskoler. Imam al-Nawawī al-Shāfi‘ī angiver i sin Sharh Sahih Muslim at det at ens tøj går til under anklerne ifølge Imam al-Shāfi‘ī kun gælder ved hovenhed (takabbur), men at det ellers er noget forhadt (makrūh tanzīhan). Hāfiz ‘Abdullāh bin ‘Abd al-Barr al-Mālikī angiver nogenlunde det samme i sit værk al-Istidhkār, at der medfølger en betingelse for forbuddet imod at gå med bukser der går under anklerne, som er hovenhed eller arrogance. Imam Shams al-Dīn al-Maqdisī al-Hanbalī angiver i Kitāb al-Furū‘ at det for en person der ikke frygter at komme til at begå hovenhed ikke engang er forhadt (makrūh) at gå med et lændeklæde der går til under anklerne, men at det blot er at gå imod det foretrukne (khilāf al-awlā).

Se også følgende artikel fra Sunnah.org for yderligere detaljer: Is it Haram to wear garments that reach below the ankles, such as pants?

At rulle bukserne op for bønnen
Mange folk gør det, at de almindeligvis går i bukser der går til under anklerne, men ruller dem op lige før bønnen, i den tro at man ikke kan bede med bukser der går til under anklerne eller at det nok er bedre at have anklerne fri i bønnen, siden Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) jo har advaret imod at gå med bukser der går til under anklerne. Men der er dog flere problemer forbundet med dette.

For det første er det enten kun lettere forhadt (som nogle lærde har sagt) eller slet ikke forhadt (som en del andre har sagt) at gå med bukser der går til under anklerne, så det er ikke syndigt eller noget der gør bønnen ugyldig, og man bør derfor ikke insistere på en sådan sag.

For det andet gælder Profetens ord (Allāhs fred og velsignelser være med ham) i almindelighed, ikke kun for bønnen. Kun for bønnen at folde ens bukser op, er et udtryk for at man hele dagen ellers sagtens kan gå rundt i tøj som man anser for at være kritisable ifølge Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) vejledning, men at man lige for nogle korte stunder finder det vigtigt at følge hans sunna. Dette er meningsløst.

For det tredje er der i andre hadith forbud imod at folde sit tøj for bønnen. Det er således berettet fra Imam Abū Hanīfa, fra ‘Ikrima, fra Ibn ‘Abbās (Allāh være tilfreds med ham) at Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde:

»Jeg blev befalet at gøre knæfald (sujūd) på syv knogler, og ikke at binde håret eller at folde tøjet« (Musnad Imam Abū Hanīfa, dhikr isnādihi ‘an ‘ikrima wa muqsim mawla ibn ‘Abbās radiya Llāhu ‘anhum, også overleveret af Imam Bukhārī, Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb sifa al-salāt, bāb al-sujūd ‘alā sab‘ a‘zām og Imam Muslim, kitāb al-salāt, bāb a‘dā’ al-sujūd wa al-nahī kaff al-shi‘r wa al-thawb og andre).

Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) brugte i denne hadith verbet »kaff,« som ifølge de lærde betyder at »forhindre tøjet i at folde sig ud,« i andre ord at folde sit tøj, og i dette inkluderer de det at rulle sine bukser eller ærmer op.

Ifølge Shafi‘ī skolen er det, ifølge SunniPath, forhadt (makrūh) at rulle sine bukser op for bønnen. Se Shaykh ‘Abdul-Karīm Yahyās fatwa her: Folding trousers for prayer

Lidt mere forsigtigt angiver Shaykh Faraz det samme, ud fra Hanafī skolen: Folding up pants

Således konkluderer Shaykh al-Hadīth ‘Allāma Ghulam Rasūl Sa‘īdī al-Hanafī:

»At folde sine ærmer, bukser ved kanterne eller ved linningen er alt sammen inkluderet [i dette] og er meget forhadt (makrūh tahrīman). ‘Allāma [Ibn ‘Abidīn] Shāmī har skrevet at det for den person der forsømmer en af bønnens nødvendige (wājib) handlinger eller udfører en handling der er meget forhadt, er nødvendigt (wājib) inden for bønnens tid at gentage den, og hvis [i: han ikke gør dette og] tiden slipper ud er han en synder, men det er foretrukket (alligevel) at gentage bønnen. Der er dog uenighed om hvorvidt det er nødvendigt at gentage bønnen eller ej. I Sharh Usūl al-Bazdūrī er det angivet at hvis bønnen er blevet forringet af en handling som ikke gør den ugyldig, så er det ikke nødvendigt at gentage den, mens det i Jāmi‘ al-Shāshī er angivet at hvis en person beder iklædt tøj med afbildninger så det være meget forhadt og det er nødvendigt at gentage bønnen. Fra al-Mabsūts tekst bliver det derimod klart at gentagelse kun er anbefalet (mustahabb), men vi bør give den [i: gentagelsen af bønnen] vægt af at være nødvendig (wājib), som det er nævnt i al-Hidāya og indikeret i andre fiqh-værker« (‘Allāma Ghulām Rasūl Sa‘īdī, Sharh Sahīh Muslim, kitāb al-salāt, bāb a‘dā’ al-sujūd wa al-nahī ‘an kaff ash‘ir wa al-thawb).

Konklusion
Som vi har set er det at gå med bukser der er så lange at de slæber på jorden eller kommer under fødderne uden tvivl meget forhadt (makrūh tahrīman), uanset om dette gøres af hovenhed eller ej. Er det dog ikke med vilje, er man undskyldt.

Hvis der er tale om at ens bukser går til under anklerne (isbāl) så er dette hverken syndigt eller kritisabelt. Ifølge nogle lærde er det noget forhadt (makrūh tanzīhan) mens det ifølge andre blot går imod det foretrukne (khilāf al-awlā). I vores tid er det endvidere normalt at gå med bukser der går længere ned end til anklerne, mens det at gå med bukser der ikke dækker anklerne, i visse tilfælde kan medføre en vis arrogance, idet at nogle folk gør dette for at fremhæve at de er særligt religiøse eller følger sunna i højere grad end andre og at de dermed er bedre end andre. Allāh ved bedst hvad deres intentioner er, og vi bør tænke det bedste om dem (husn al-zann), men hvis folk gør dette for at vise sig overfor andre, så er dette ligeså problematisk som at gå med lange bukser af hovenhed. Sandheden er at disse intentioner findes i folks hjerter og er ukendte for andre folk. Derfor kan vi fastslå at man I hvert fald ikke bør kritisere folk hvad angår dette emne og man bør ikke insistere på om folk skal gå med korte bukser eller lange. Det bedste er dog uden tvivl at følge Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) Sunna i dette, såvel som i alt andet.

Derudover har vi set at det at rulle sine bukser op for bønnen i virkeligheden er meget forhadt (makrūh tahrīman) og syndigt. Dette gælder ifølge Hanafi skolen og er også forhadt (makrūh) ifølge Shafi‘ī skolen (mens undertegnede ikke har læst nogen fatwa fra de resterende to skoler hvad dette emne angår). Og selvom der er lidt uenighed, så er det ifølge det anerkendte standpunkt (inden for Hanafī skolen) nødvendigt (wājib) at gentage sin bøn, indtil bønnens tid går ud, hvis man har bedt i sådan tilstand.

Det bedste er således at hvis man går med bukser der går længere ned end til anklerne, så bør man lade dem være som de er når man beder. Wa Llāhu wa Rasūluhu a‘lam.

Må Allāh vejlede os til det bedste. Āmīn.