Tarawih bønnen er tyve enheder ifølge konsensus - standpunktet om otte er ugyldigt
I Allāhs navn, Den Nådefulde, Den Barmhjertige
Al lovprisning tilkommer Allāh, verdenernes Herre, og må Allāhs ypperste fred og velsignelser være med vor elskede Mester Muhammad, hans rene familie og alle hans ædle ledsagere, samt enhver der følger dem, indtil dommedagen.
Tarāwīh bønnen er en betonet sunna (sunna mu’akkada) for mænd og kvinder, og den udføres i Ramadanmånedens nætter. Dens udførelse i forsamling (jamā‘a) er en kollektiv sunna (sunna kifaya) og antallet af dens enheder (raka‘āt) er tyve.
I vores tid er nogle folk af den overbevisning at tarāwīh bønnen kun består af otte enheder, og at de resterende tolv enten er frivillige eller en dårlig innovation (bid‘a sayyi’a). Dette mener de at kunne bevise ud fra Profetens Sunna (Allāhs fred og velsignelser være med ham). Dette standpunkt, som vi vil se, er i sig selv en dårlig innovation (bid‘a sayyi’a) og ugyldigt at følge, fordi det går imod en konsensus (ijma‘), som blev dannet allerede i Ledsagernes tid (Allāh være tilfreds med dem alle), og som er blevet fulgt og opretholdt af de fire lovskoler siden. Konsensus (ijmā‘) er i islam et sikkert og endegyldigt bevis (dalīl qat‘ī) og bindende, og der er intet konsensus stærkere end Ledsagernes konsensus. At gå imod det, er derfor vildledelse og afvigelse fra islams vej.
Men eftersom at denne holdning, om at man kan nøjes med at bede otte enheder tarāwīh, i så høj grad bliver propaganderet, ser vi at selv ganske almindelige Sunni muslimer tror at det er et gyldigt standpunkt. Dette er dog ikke tilfældet.
Beviset der bliver fremlagt for otte enheder tarāwīh er bl.a. den følgende hadith fra Umm al-Mu’minīn Sayyidatunā ‘Ā’isha al-Siddiqa (Allāh være tilfreds med hende):
Fra Abū Salama bin ‘Abd al-Rahmān, at han spurgte ‘Ā’isha (Allāh være tilfreds med hende): »Hvordan var Allāhs Sendebuds bøn (Allāhs fred og velsignelser være med ham) i Ramadanen?« Hun svarede: »Han plejede ikke at bede mere end elleve enheder, hverken i Ramadanen eller i andet end den. Han plejede at bede fire enheder, og spørg ikke til deres skønhed og længde, og dernæst bad han (igen) fire enheder, og spørg ikke til deres skønhed og længde. Dernæst plejede han at bede tre enheder.« Hun tilføjede: »Jeg spurgte: ‘Oh Allāhs Sendebud, sover du før du udfører witr?’ Han svarede: ‘Oh ‘Ā’isha, mine øjne sover, men mit hjerte sover ikke’« (Imam al-Bukhārī, al-Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb al-tahajjud, bāb qiyām al-Nabī salla Llāhu ‘alayhi wa sallam bi al-layl fī ramadān wa ghayrih og Imam Muslim, al-Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb salāt al-musāfirīn wa qasruhā, bāb salāt al-layl wa ‘adad rak‘āt al-Nabī salla Llāhu ‘alayhi wa sallam fi al-layl).
Ud fra denne hadith – og andre lignende – hævdes det at Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) altså bad otte enheder tarāwīh (mens resten var witr) og det der er bevist fra Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) må nødvendigvis være korrekt. At så Ledsagerne bad tyve enheder, viser blot at tyve er tilladt, men at otte er minimum.
Men denne argumentation er forkert.
Denne hadith handler nemlig slet ikke om tarāwīh men om tahajjud også kaldet qiyām al-layl – frivillig bøn om natten. Der er en del beviser på dette: først og fremmest siger Sayyidatunā ‘Ā’isha (Allāh være tilfreds med hende) selv at Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) ikke bad mere end otte enheder ‘hverken i Ramadanen eller i andet end den’ – og eftersom at tarāwīh kun bedes i Ramadanen, mens tahajjud bedes både i Ramadanen såvel som uden for den, så der kan ikke være tale om tarāwīh her, men tahajjud. Et andet tydeligt argument er det faktum at eksempelvis Imam Muslim faktisk har placeret denne hadith i kapitlet om frivillig bøn om natten (salāt al-layl), og ikke i kapitlet om tarāwīh (al-targhīb fī qiyām ramadān wa huwa al-tarāwīh). Også Imam al-Tirmidhī har placeret denne hadith i kapitlet om frivillig bøn om natten (mā jā’a fi wasf salāt al-Nabī salla Llāhu ‘alayhi wa sallam bi al-layl) i stedet for kapitlet om tarāwīh, og det samme gælder Imam Abū Dawūd, Imam al-Nasā’ī og Imam Ibn Māja (Allāh være dem alle nådig).
Ud over at nævne denne hadith i kapitlet om tahajjud har Imam al-Bukhārī også nævnt denne hadith i kapitlet om natbønnen i Ramadanen, hvilket har forvirret nogle folk til at tro at den omhandler tarāwīh, men fordi tahajjud også udføres i Ramadanen er Imam al-Bukhārīs angivelse af hadithen i kapitlet ikke et bevis for at den omhandler tarāwīh.
I andre lignende hadith, hvor det berettes hvor mange enheder bøn Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) plejede at bede om natten, bliver ramadanen ikke engang nævnt, og alle imamerne i hadith har sat disse hadith ind i kapitler der har at gøre med tahajjud eller qiyām al-layl, men ikke tarāwīh, eksempelvis en anden beretning fra Sayyidatunā ‘Ā’isha (Allāh være tilfreds med hende) hvor hun sagde:
»Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) plejede at bede tretten enheder bøn om natten, og af dem var Witr og to enheder for fajr« (Imam al-Bukhārī, al-Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb al-tahajjud, bāb kayfa salāt al-Nabī salla Llāhu ‘alayhi wa sallam wa kam kāna al-Nabī salla Llāhu ‘alayhi wa sallam yusalli min al-layl).
Disse – og andre lignende hadith – hverken omtaler eller omhandler tarāwīh, men derimod tahajjud (frivillig bøn om natten). Således er der ingen autentisk hadith der angiver at Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) plejede at bede otte enheder tarāwīh.
Og da der på den anden side heller ingen autentiske (sahīh) hadith er, der eksplicit tilskriver Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tyve enheder tarāwīh, er der – hvad angår antallet – ikke nogen endegyldig og klar overlevering om hvor mange enheder tarāwīh Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) selv plejede at bede.
Derfor ser man på Ledsagernes praksis (Allāh være tilfreds med dem alle) og herunder især Sayyidunā ‘Umar bin al-Khattāb (Allāh være tilfreds med ham), der i sin tid som kalif indførte tyve enheder tarāwīh i forsamling. Om Profetens udførelse af tarāwīh har Imam al-Bukhārī berettet følgende hadith:
Fra ‘Urwa bin Zubayr at Umm al-Mu’minīn Sayyidatunā ‘Ā’isha (Allāh være tilfreds med hende) sagde: »En nat gik Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) ud midt om natten for at bede i moskéen, og nogle folk bad bag ham. Om morgenen talte folk om det, så endnu flere, og han bad, og de bad med ham. Den næste morgen talte folk igen om det, og den følgende nat blev moskéen fuld af folk. Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) gik ud til dem og bad, og de bad med ham. Da det blev den fjerde nat, kom der så mange folk at moskéen ikke kunne holde dem, men Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) kom først ud til morgenbønnen. Da han havde udført fajr bønnen, vendte han sig mod folk, reciterede han vidnesbyrdet (tashahhud) og sagde dernæst: ‘Jeres tilstedeværelse var ikke skjult for mig, men jeg frygtede at den skulle blive obligatorisk for jer, og at I ikke ville kunne klare den.’ Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) gik bort mens sagen stod sådan til.« (Imam al-Bukhārī, al-Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb salāt al-tarāwīh, bāb fadl man qāma Ramadān).
Således bad Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tarāwīh bønnen i forsamling (jamā‘a) men de autentiske beretninger specificerer ikke antallet af enheder. Endvidere: Af frygt for at denne bøn skulle blive obligatorisk for folk, holdt Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) nådefuldt op med at lede den, og folk bad den således hver for sig.
Dette fortsatte indtil Sayyidunā ‘Umar bin al-Khattābs tid (Allāh være tilfreds med ham), som samlede folk bag Ubay bin Ka’b (Allāh være tilfreds med ham). Det er således berettet:
Fra ‘Abd al-Rahmān bin ‘Abd al-Qārī, som sagde: »En nat i Ramadanen gik jeg ud til moskéen med ‘Umar bin al-Khattāb (Allāh være tilfreds med ham) og så at en masse folk bad, hver mand for sig selv eller med en lille gruppe bag sig, hvorpå ‘Umar sagde: ‘Jeg tænker at hvis jeg samlede disse folk bag én recitator, ville det være idealt.’ Han besluttede sig derefter for at samle dem bag Ubay bin Ka’b. Efter det, gik jeg igen ud med ham en anden nat, og folk bad bag deres recitator, og ‘Umar udbrød: ‘Sikke en god innovation (bid‘a) dette er! Men den bøn som de sover fra, er endnu bedre end den de står i’ – han mente i slutningen af natten. Den gang plejede folk at stå i bøn i starten af den« (Imam al-Bukhārī, al-Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb salāt al-tarāwīh).
Hvad angår antallet af enheder, så er der flere autentiske (sahīh) hadith der angiver at det antal som Ledsagerne bad i Sayyidunā ‘Umar bin al-Khattābs tid (Allāh være tilfreds med ham) var tyve. Imam al-Bayhaqī beretter:
Fra Sā’ib bin Yazīd (Allāh være tilfreds med ham), som sagde: »Folk plejede i ‘Umar bin al-Khattābs tid (Allāh være tilfreds med ham) at udføre tyve enheder bøn i Ramadanen.« Han tilføjede: »De plejede at recitere mellemlange kapitler og plejede at læne sig op ad deres stokke i ‘Uthmān bin ‘Affāns tid (Allāh være tilfreds med ham) på grund af besværet i at stå i bøn (så længe)« (Imam al-Bayhaqī, al-Sunan al-Kubrā, bāb mā ruwiya fī ‘adad rak‘āt al-qiyām fī shahr Ramadān).
I en anden hadith, også autentisk (sahīh), beretter Imam Mālik:
Fra Yazīd bin Marwān, som sagde: »I ‘Umar bin al-Khattābs tid (Allāh være tilfreds med ham) plejede folk at udføre treogtyve enheder« (Imam Mālik, Muwattā’, kitāb al-salāt fī Ramadān, bāb qiyām Ramadān).
Disse treogtyve enheder er inklusive tre enheder witr. Begge disse beretninger er autentiske og især den førstnævnte fra Imam al-Bayhaqī er blevet erklæret autentisk (sahīh) af utallige lærde, herunder Imam al-Nawawī, Imam Badr al-Dīn al-‘Aynī, Imam ‘Alī al-Qārī, Imam Taqī al-Sīn al-Subkī, Imam Zayn al-Dīn al-‘Irāqī, Imam Jalāl al-Dīn al-Suyūtī og andre, hvoraf en del har citeret den som bevis for standpunktet om tyve enheder tarāwīh.
En række andre kilder har berettet det samme, og ikke én eneste ledsager er citeret for andet end præcis tyve enheder tarāwīh. Således var der konsensus blandt Ledsagerne (ijmā‘ al-sahāba) om at tarāwīh bønnen var tyve enheder, som adskillige fremtrædende lærde har angivet.
Imam ‘Alī al-Qārī skriver:
»Det er det overleverede, i henhold til hvad vi tidligere har angivet og blev – og Allāh ved bedst – til en konsensus, på baggrund af hvad Imam al-Bayhaqī har overleveret med en autentisk overleveringskæde, at ‘de plejede at bede tyve enheder i ‘Umars tid, såvel som ‘Uthmān og ‘Alīs tid (Allāh være tilfreds med dem alle)’« (Imam ‘Alī al-Qārī, Fath bāb al-‘ināya bi sharh al-Nuqāya, kitāb al-salāt, fasl fī salāt al-tarāwīh).
Imam Ibn Qudāma al-Maqdisī angiver:
»Mālik har berettet fra Yazīd bin Rūmān, som sagde: ‘Folk plejede at bede treogtyve enheder i Ramadanen i ‘Umars tid’ og det er berettet fra ‘Alī at han befalede en mand at lede tyve enheder bøn i Ramadanen, og dette er (således) som en konsensus« (Imam Ibn Qudāma al-Maqdisī, al-Mughnī fī fiqh al-Imam Ahmad bin Hanbal al-Shaybānī, mas’ala wa fusūl: hukm salāt al-tarāwīh).
Imam al-Nawawī skriver:
»Vid at tarāwīh bønnen er sunna ifølge de lærdes konsensus, og den består af tyve enheder« (Imam al-Nawawī, al-Adhkār, kitāb al-adhkār fī salawāt makhsūsa, bāb adhkār salāt al-tarāwīh).
Imam Ibn Hajar al-‘Asqalānī sagde:
»Ledsagerne blev ved konsensus enige om en afgørelse om at tarāwīh er tyve enheder« (Imam ‘Alī al-Qārī, al-Mirqāt al-Mafātīh sharh mishkāt al-masābīh, kitāb al-salāt, bāb qiyām shahr Ramadān).
I alle de klassiske fiqh tekster – fra alle de fire lovskoler – er tarāwīh blevet angivet som tyve enheder. Der har kun været én undtagelse, som vi vil se. I en opsummering af de forskellige holdninger om antallet af enheder for tarāwīh skriver Imam al-Tirmidhī:
»De lærde har været uenige om natbønnen i Ramadanen. Nogle af dem tog det standpunkt at man skulle bede enogfyrre enheder inklusive witr, og dette er standpunktet hos Medinas folk og således er deres praksis i Medina, mens de fleste lærde følger det som er overleveret fra ‘Umar og ‘Alī og andre af Profetens ledsagere (Allāhs fred og velsignelser være med ham), som er tyve enheder, og dette er også al-Thawrīs standpunkt, såvel som Ibn al-Mubārak og al-Shāfi‘ī. Faktisk har Imam al-Shāfi‘ī sagt: ‘Sådan fandt jeg folk bede i vores by, Mekka – de bad tyve enheder.’« (Imam al-Tirmidhī, Jāmi‘ al-Sunan, kitāb al-sawm ‘an Rasūlillāh, bāb mā jā’a fī qiyām shahr Ramadān).
Det samme angiver Imam Ibn Rushd idet han skriver:
»De (lærde) var uenige uenige med hensyn til det foretrukne antal af (natbønnens) enheder som folk beder i Ramadanen. Imam Mālik, ifølge et af hans standpunkter, Imam Abū Hanīfa, Imam al-Shāfi‘ī, Imam Ahmad og Imam Dāwūd foretrak tyve enheder, ud over witr, mens Ibn al-Qāsim har berettet [et andet standpunkt] fra Imam Mālik, hvor han anså seksogtredive enheder samt tre witr, for at være bedst.« (Imam Ibn Rushd, Bidāyat al-Mujtahid, kitāb al-salāt al-thānī, al-bāb al-khāmis: fī qiyām Ramadān).
Hvad angår Imam Māliks standpunkt om seksogtredive enheder eller enogfyrre, så forklarer ‘Allāma Ibn al-Qudāma al-Maqdisī:
»Sektion: Det foretrukne ifølge Abū ‘Abdullāh [Imam Ahmad ibn Hanbal], Allāh være ham nådig, i dette, er tyve enheder, og dette er også hvad Imam al-Thawrī, Imam Abū Hanīfa og Imam al-Shāfi‘ī sagde. Imam Mālik sagde Seksogtredive og han fastholdt at det var det tidligste standpunkt og forbundet med Medinas folks praksis, for Sālih, al-Taw’imas frigivne slave, berettede: ‘Jeg så folk bede enogfyrre enheder, hvoraf fem enheder var witr.’ Vores bevis er, at da ‘Umar (Allāh være tilfreds med ham) samlede folk bag Ubay bin Ka’b og han plejede at bede tyve enheder for dem. Derudover har al-Hasan berettet at ‘Umar samlede folk bag Ubay bin Ka’b og i tyve nætter plejede han at lede dem i bøn og han reciterede ikke qunūt i dem, undtagen i den anden halvdel. Da det blev de sidste ti dage bad Ubay hjemme hos sig selv, således at folk plejede at sige at Ubay er gået. Dette er overleveret af Abū Dāwūd og Sā’ib bin Yazīd. Derudover har Imam Mālik berettet fra Yazīd bin Rūmān, at han sagde: ‘Folk plejede at bede treogtyve enheder i Ramadanen i ‘Umars tid’. Ligeledes er det berettet fra ‘Alī at han befalede en mand at lede tyve enheder bøn i Ramadanen, og dette er (således) som en konsensus. Hvad angår det Sālih har berettet, så er Sālih svag (da‘īf). Derudover har vi ikke kendskab til hvem der har berettet det til folk, og det kan være at han har set nogle folk gøre sådan, men dette er ikke et bevis. Men selv hvis det accepteres at Medinas folk alle sammen gjorde sådan, så er det ‘Umar gjorde og som alle Ledsagerne i hans tid blev enige om og fulgte, i højere grad værd at følge. Nogle lærde har forklaret at Medinas folk gjorde sådan fordi de ønskede at opnå lighed med Mekkas folk, for de plejede at gøre tawāf om kabaen syv gange efter hver fire enheder (tarwiha), så Medinas folk udførte fire enheder som erstatning for hver syv runder. Men det som Allāhs Sendebuds ledsagere (Allāhs fred og velsignelser være med ham) praktiserede var bedre og fortjener i højere grad at blive fulgt« (Imam Ibn Qudāma al-Maqdisī, al-Mughnī fī fiqh al-Imam Ahmad bin Hanbal al-Shaybānī, mas’ala wa fusūl: hukm salāt al-tarāwīh).
Således er de seksogtredive enheder der er overleveret fra Imam Mālik og Medinas folk, i virkeligheden tyve enheder, med fire ekstra frivillige, efter hver fire (tarwiha) som erstatning for tawāf som Mekkas folk udførte, hvilket giver seksten ekstra enheder ud over de tyve, og bliver således seksogtredive. Dertil regnes witr med – som ifølge nogle lærde var tre, med to frivillige enheder bagefter, eller som ifølge andre var fem enheder, således at det i alt blev enogfyrre. Men ser man bort fra alle de ekstra enheder som Medinas folk praktiserede, for at opnå større belønning, såvel som witr, så bad de som udgangspunkt og grundlæggende set tyve enheder tarāwīh, og Allāh ved bedst. Men de bad i hvert fald ikke mindre end tyve.
Det er således værd at bemærke at de klassiske kilder – Ledsagerne (sahāba), Følgerne (tabi‘ūn) såvel som de efterfølgende imamer – ikke engang nævner otte enheder tarāwīh som en mulighed, men nævner udelukkende tyve enheder, som de fleste har fulgt, og så de seksogtredive eller enogfyrre som Medinas folk plejede at udføre. Standpunktet om otte enheder tarāwīh er således ikke et klassisk Sunni standpunkt, men en moderne innovation, som ingen fra de tidligste generationer af muslimer har fulgt.
Dette bekræftes yderligere af adskillige beretninger fra en lang række fremtrædende Følgere (tabi‘ūn), herunder Nāfi‘ bin ‘Umar, Yahyā bin Sa‘īd, ‘Atā’, og andre, som berettet af Imam Abū Shayba i hans Musannaf og som nævnt af Imam Ibn Hajar al-‘Asqalānī i al-Fath al-Bārī (kitāb al-tarāwīh).
Endvidere anses det at Sayyidunā ‘Umar bin al-Khattāb (Allāh være tilfreds med ham) indførte lige præcis tyve enheder tarāwīh i sig selv for et bevis på at dette er hvad Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) også plejede at bede, for selvom der ikke er nogen autentisk hadith der direkte angiver dette for at have været tilfældet, er der nogle svage beretninger, og derudover det argument at hvis Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) havde bedt et andet antal end tyve, ville andre ledsagere helt sikkert have udtrykt deres uenighed med ‘Umar bin al-Khattāb (Allāh være tilfreds med ham) eller andre standpunkter ville i det mindste være blevet overleveret.
Således er det berettet:
Fra Imam Abū Yūsuf, at han sagde: »Jeg spurgte Imam Abū Hanīfa om tarāwīh bønnen og det ‘Umar (Allāh være tilfreds med ham) praktiserede, hvortil han svarede: ‘Tarāwīh bønnen er en betonet sunna (sunna mu’akkada) og ikke noget ‘Umar opdigtede på egen hånd eller introducerede som noget nyt. Han påbød det ikke, uden at det var på baggrund af en kilde han havde eller uden at det var i komplet lydighed overfor Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham)’« (Imam al-Shurunbulālī, Marāqī al-Falāh, kitāb al-salāt, fasl fī al-tarāwīh).
Men selv hvis man ser bort fra dette, er det eksplicit blevet gjort obligatorisk for muslimerne at følge de retledte kaliffers sunna, idet Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) har sagt:
»Det er jer pålagt at følge min Sunna og mine retledte kaliffers Sunna efter mig« (Imam al-Tirmidhī, Jāmi‘ al-Sunan, kitāb al-‘ilm, bāb mā jā’a fī al-akhdh bi al-sunna wa ijtināb al-bid’ og Imam Abū Dāwūd, Jāmi‘ al-Sunan, kitāb al-sunna, bāb fī luzūm al-sunna).
Og der er ingen tvivl om at alle Ledsagerne i Sayyidunā ‘Umar bin al-Khattābs tid (Allāh være tilfreds med dem alle) bad tyve enheder tarāwīh og intet andet end tyve er overleveret fra ledsagerne.
Og faktisk ligger det i selve ordet ‘tarāwīh’ at det ikke kun kan være otte enheder.
Shaykh al-Islam Ibn Hajar al-‘Asqalānī forklarer:
»Tarāwīh er pluralis af tarwiha, som betyder at hvile en gang, ligesom ordet ‘taslīma’ fra ‘al-salām’. Bøn i forsamling i Ramadanens nætter kaldes tarāwīh, fordi de første der samledes for den, plejede at hvile efter hver to sæt salām (taslīma)« (Ibn Hajar al-‘Asqalānī, Fath al-Bārī, kitāb salāt al-tarāwīh).
Således er Tarāwīh pluralis af ‘tarwiha’ som i grunden betyder ‘at sidde’ eller ‘at hvile’, og i traditionen blev de fire enheder kaldt sådan, efter hvilke man sad og hvilede. På arabisk dækker en pluralis form over mindst tre eller flere enheder af noget. Hvis tarāwīh havde været otte enheder, ville man kun nå at sidde én gang efter fire enheder, før alle otte var overstået (tarwiha), eller selv hvis man medregner sidningen ved afslutningen af alle otte, så ville det blive to gange, og ville således blive kaldt tarwihatān eller tarwihatayn i dualis form. Men det hedder tarāwīh i pluralis, hvilket viser at man sidder mindst tre gange, dvs. der skal (sprogligt set) være mindst tolv enheder, før man kan kalde det tarāwīh. Loven har så vist at der er tale om at man sidder fire gange i alt, efter hver fire enheder bøn, således at det bliver tyve enheder, som vi har diskuteret ovenover. Men alene det faktum at det kaldes tarāwīh - pluralisformen - og ikke entalsformeneller dualisformener en tydelig indikator på at standpunktet om otte enheder ikke kan være det korrekte, for som forklaret kan kun otte enheder bøn slet ikke kaldes tarāwīh.
Konklusion
Det er nødvendigt (wājib) for enhver muslim at følge en autoritativ og korrekt fortolkning af islamisk lov, og i vores tid findes dette kun i de fire lovskoler. De lærde har således – med klare og stærke beviser – forklaret at det er nødvendigt (wājib) for enhver at følge en af de fire lovskoler. Og alle de fire lovskoler har enstemmigt bestemt at tarāwīh bønnen består af tyve enheder, med undtagelse af Mālikī skolen, der (som forklaret) foretrækker at tilføje seksten yderligere frivillige enheder.
Standpunktet om otte enheder for tarāwīh er således ikke andet end en moderne afvigende innovation (bid‘a dalāla), som går direkte imod en konsensus blandt Ledsagerne (ijmā‘ al-sahāba), og eftersom at Ledsagernes konsensus er et bindende bevis i islam, er det forbudt (harām) at se bort fra den, og følge sine egne misfortolkninger af forskellige hadith.
De folk der kun beder otte enheder tarāwīh - de får ikke udført det som, i henhold til Ledsagernes konsensus, er sunna i islam. Vi siger ikke at deres bøn i sig selv ikke er gyldig, men blot at det svarer til at man tager, eksempelvis fire enheder sunna bøn for zuhr, og reducerer den til to enheder. Dermed har man effektivt forvrænget Profetens Sunna (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og det islam ønskede af muslimerne, og har i stedet indført sin egen afvigende innovation (bid‘a dalāla). Opnår man så at have fulgt Profetens Sunna (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og dermed Allāhs tilfredshed, hvilket må siges at have været formålet med selve udførelsen af tarāwīh? Svaret er nej, for der er ingen gyldig forståelse, fortolkning eller praktisering af Sunna, hvis ikke det er i henhold til hvad der er overleveret fra Profetens ædle ledsagere (Allāhs fred og velsignelser være med ham).
Det bør således være klart at standpunktet om otte enheder tarāwīh ikke er et gyldigt standpunkt. Der er ikke bare tale om almindelig uenighed (ikhtilāf) blandt de lærde, hvor man kunne følge det standpunkt man anså for at være korrekt, og respektfuldt lade folk følge en anden fortolkning (dette er kun muligt inden for de fire lovskoler, for kun deres fortolkninger er gyldige, selvom de kan være forskellige), men der er tale om at visse folk har introduceret en ny holdning der ikke har eksisteret før det tyvende århundrede og som ud over at gå imod Ledsagernes konsensus, på ubehøvlet vis bliver fremlagt som det mest korrekte standpunkt og mest i henhold til Profetens Sunna (Allāhs fred og velsignelser være med ham) selvom holdningen i virkeligheden er en afvigende innovation. Det er en fornærmelse imod Ledsagerne at hævde at have forstået Profetens Sunna (Allāhs fred og velsignelser være med ham) bedre end dem alle, og i vores øjne er dette uacceptabelt og ikke andet end vildledelse af ekstrem grad.
Da formålet med denne tekst ikke har været andet end en kortfattet opklaring af spørgsmålet om hvorvidt tarāwīh bønnen er otte eller tyve enheder og om hvorvidt otte enheder overhovedet er gyldigt, er nogle aspekter af diskussionen blevet undladt. At vi ikke har nævnt og gendrevet alle de argumenter som afvigerne fremlægger for otte enheder tarāwīh skal ikke forstås som at vore lærde ikke har afvist, gendrevet og forklaret dem. De lærde har faktisk forfattet mange fremragende værker om emnet, men for det engelsk-talende publikum er følgende par tekster anbefalelsesværdige:
- Nasir al-Din al-Albani’s slanderous declaration that the Companions’ unanimous practice of 20 rak‘ahs of Taraweeh is a reprehensible innovation (bid‘ah)! – af Shaykh Ahmad Ibn Muhammad.
- Taraweeh Prayer – 8 or 20 rak‘ahs? – fra værket al-Albani Unveiled, af Shaykh Sayf al-Dīn Ahmad ibn Muhammad.
- Is Tarawih Prayer 20 raka‘at? – Shaykh Ebrahim Kadwa.
- The Number of Rak‘ats in Tarawih - fra værket Fiqh al-Imam, af Shaykh ‘Abdur-Rahmān ibn Yūsuf.
Må Allāh vejlede os på deres vej, som Han har vist sin nåde – og redde os fra at følge i afvigernes fodspor.
Allāhs fred og velsignelser vær med vor elskede Mester Muhammad, hans rene familie og alle hans ædle ledsagere.