»Sig det som er godt eller ti«
Shaykh al-Islām 'Allāma Yahyā bin Sharaf al-Nawawī (d. 676/1277) har i sit korte værk De fyrre hadith overleveret den følgende hadith:
Det er berettet fra Abū Hurayra (Allāh være tilfreds med ham) at Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Lad enhver der tror på Allāh og den sidste dag sige det som er godt eller tie. Lad enhver der tror på Allāh og den sidste dag respektere sin nabo. Lad enhver der tror på Allāh og den sidste dag respektere sin gæst« (Overleveret af Imām al-Bukhārī og Muslim).Hvad angår det første, at »sige det som er godt eller tie,« er der i dette en dyb visdom hvis gavn strækker sig over mange forskellige aspekter af islam.
Det første er at enhver person der ønsker at sige noget, altid bør huske at Den Ophøjede Herre, Som han tror på, i sandhed ser, hører og ved alting, og er man opmærksom på dette og tror man på dommedagens komme, hvor enhver vil blive stillet til ansvar for alt hvad angår handlinger, tale og selv intentioner, for dernæst at blive dømt, så vil dette hjælpe én med at tage sig i agt overfor hvad man siger. Det er sandt at menneskets tunge (og i forlængelse: alt det som udtrykkes, selv skriftligt) er den største synder ud af alle kropsdelene, og at kunne beherske og kontrollere denne del af sin krop, og altså afholde sig fra at sige noget medmindre det er gavnligt, er i sandhed et stort skridt på vejen til Allāhs tilfredsstillelse. Så ikke alene opnår man belønninger ved at sige noget godt, men man undgår synder. Dette er hvad angår forholdet mellem mennesket og Allāh. Hvad angår forholdet mellem individet og andre mennesker, så er gavnen ligeledes dobbelt: ved at sige det som er godt, undgår man et hav af synder og man undgår at skade andre - hvilket er en synd, som selv Den Mest Nådefulde ikke tilgiver, før end det menneske som man har gjort uret tilgiver én - og samtidigt glæder man og gavner man andre idet man praktiserer en god og ophøjet moral, hvilket tiltrækker og behager andre og er en ophøjet form for velgørenhed (sadaqa). Der er mange andre fordele i at følge dette simple og vidsomsfulde råd, men kan man overholde de nævnte er selv dette en stor ting.
Det andet er at enhver person der frygter Allāh og dommedagen bør respektere sin nabo og behandle ham på den bedste måde, og være hensynsfuld og opmærksom på dennes situation, således at man kan være til gavn for vedkommende skulle behovet opstå. Dette indebærer også at man undgår unødvendige konflikter og opstår der alligevel en konflikt, at man så udviser fleksibilitet, tålmodighed og blidhed. Det er unødvendigt at nævne de hårde ord som Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) anvendte om den person som sover med en mæt mave, mens hans nabo sulter, og dette er Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) som i sig selv er en så klar manifestation af Allāhs store nåde og barmhjertighed at Allāh i Koranen kaldte ham ved sine egne navne - Ra'ūf og Rahīm, så når han anvender hårde ord imod noget, så bør det være klart for enhver at den omtalte handling ikke er passende for en muslim at tilegne sig, men at det i sandhed er en synd. Så ved at være god imod sin nabo og ved at respektere vedkommende, gør man ikke kun sit forhold godt med sin nabo, men i høj grad også Allāh Den Ophøjede. Dette vil også være medvirkende til at fremkalde et ønske i ens nabo om at gøre gengæld, og at gøre det samme med andre naboer, og således vil god moral og adfærd sprede sig.
Det tredje er at enhver person der frygter Allāh og dommedagen bør respektere sin gæst, for en gæst er en velsignelse fra Allāh, som man bør udvise taknemmelighed for og man bør opfylde de rettigheder som tilkommer ens gæst. Dette vil ligeledes være medvirkende til at vække et ønske om gengældelse af den gode behandling hos ens gæst, og således vil det medføre at gæsten inviterer én hjem, og således vil mennesker komme hinanden ved og kunne opnå gavn fra hinanden og styrke deres indbyrdes bånd, samtidigt med at Allāh vil blive tilfreds, for Allāh elsker indbyrdes godhed blandt mennesker og det at mennesker tjener hverandre.
Overvej så også Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) eget eksempel smukke hvad angår alle disse tre ting; vor elskede mesters tale er sådan at Allāh sagde: »Ej heller taler han af sin lyst« (53:3), og hadithlitteraturen er et klart bevis på hans store visdom og opretholdelse af dette som han har opfordret sit folk til at følge. Og overvej hvordan Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) behandlede de folk der var ude efter hans blod, og hvordan han efter Uhud-slaget hævede sine sårede blodige hænder imod himlen og bad Allāh om at tilgive det folk der bekrigede ham, og hvordan han selv undskyldte dem ved at sige at de ikke vidste hvem han egentlig var; hvor voldsomt bevægede hans karakter ikke folk omkring ham, at Khalid bin al-Walīd (Allāh være tilfreds med ham) som indtil da havde bekæmpet muslimerne og været en af de største årsager til at sejren ved Uhud blev forvandlet til et nederlag for muslimerne, at en sådan person da han så Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) anråbe Allāh om tilgivelse for sine fjender, hvordan hans verden blev vendt op og ned således at han senere præsenterede sig hos Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) for at sværge ham sin troskab - idet han forlod alt (familie, slægt og rigdom) og accepterede en tilværelse fuld af prøvelser, blot for at kunne være med den personlighed med det mest ophøjede moral og den mest smukke karakter. SubhānAllāh! Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) behandlede sine fjender sådan, med så stor nåde og barmhjertighed, hvordan må han så have behandlet sine naboer? Og overvej at en kvinde plejede at smide sit skrald på ham, af fjendskab og for at krænke ham, og en dag da hun ikke gjorde det, blev han bekymret for hende og opsøgte hende da hun var syg for at ønske hende et godt helbred og berolige hendes hjerte. Og overvej så hvordan han behandlede sine gæster, at ingen nogensinde er gået fra hans dør uden at få noget derfra. Han er årsagen til universets skabelse og Han er Allāhs mest elskede. Han er kongen i denne verden og i den næste, men valte at leve et så ydmygt og simpelt liv, at der for dage, uger og endda måneder ad gangen ikke var varmt mad hos ham, for han og hans ophøjede familie sagde aldrig nej til folk der kom sultne til deres dør. Et fingerpeg delte månen i to, og sten såvel som træer bøjede sig for ham; dyr knælede for ham og mennesker ville hellere dø end at lade en torn stikke hans velsignede krop; bjerge kunne blive forvandlet til guld, men i stedet ønskede bad han Allāh om at lade ham leve, dø og genopvækkes blandt de fattige. Overvej det faktum at hele verdenen er hans gæster, for hans profetværdighed er for hele verdenen, og overvej hvor meget menneskeheden har opnået, opnår og vil opnå igennem ham og på grund af ham.
Ud af flere hundredetusinde hadith, udvalgte Imam al-Nawawī, en af de største lærde igennem tiden, under halvtreds, som han anså som værende centrale hvad angår islams budskab. Denne ovenstående hadith, disse tre simple, korte og letforståelige sætninger, udgør én af disse hadith. Ønsker vi at følge i Allāhs Sendebuds fodspor (Allāhs fred og velsignelser være med ham), så er det ikke alene nok at tro på Allāh og tilbede Ham, men godhed overfor andre er en så væsentlig del af islam at Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) i en meget velkendt hadith sagde: »Jeg er ikke blevet sendt for andet end at fuldstændiggøre god karakter.«
Må Allāh Den Ophøjede tildele os viden som er gavnlig og styrke som er nok til at kunne betræde den vej som Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) betrådte, samt de retskafne som fulgte hans lysende vejledning. Āmīn.