Den velbetrådte vej

Allāh sagde i Koranen:

Godhed og ondskab er ikke lige. Gengæld (ondskab) med det, som er bedre, og så vil den, til hvem du havde et fjendtligt forhold, blive som var han en nær ven! (41:34)

Et glimrende indlæg med en del nyttige informationer og links fra Ghulam-e-Mustafa.

Qārī Abū al-'Aynayn var i sin tid en af de største Koran-recitatorer og det siges om ham at selv den kendte og fremragende Qārī 'Abd al-Bāsit 'Abd al-Samad så op til ham.

Det har været svært at finde biografiske data om ham på Internet, men den arabiske hjemmeside QQuran.com har nogle fremragende recitationer af ham. Disse er af to typer: studie-optagelser og live-optagelser, hvor de førstnævnte har en meget bedre lydkvalitet, mens de sidstnævnte har en meget ringe lydkvalitet. Men på trods af en dårlig lydkvalitet er de værd at lytte til fordi der er en helt specielt stemning når en så fantastisk Qārī (recitator) reciterer blandt folk der ikke holder sig tilbage fra at udtrykke deres begejstring for så vidunderlig skøn recitation.

En forsmag: Sūrat Maryam (19) - studieoptagelse (RealPlayer fil)

Jeg har hørt mange recitationer af Sūrat Maryam, ikke mindst Qārī 'Abd al-Bāsits, og Shaykh Abū al-'Aynayns recitaion er uden tvivl blandt de smukkeste jeg nogensinde har hørt.

For de der ikke har RealPlayer eller ikke bryder sig om det tunge program til afspilning af rm/ram filer, kan anbefales det gratis og meget simple: Real Alternative.

Der er enighed inden for Hanafī skolen at skæg er nødvendigt (wājib) for mænd, i henhold til Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) befaling. Hvad der dog ikke er enighed om, er om hvorvidt en bestemt længde er sunna eller nødvendig (wājib). Nogle lærde skriver at en håndfuld længde skæg er sunna, mens andre skriver at det er nødvendigt (wājib). Vi vil herunder kaste et blik på hvad de store autoriteter inden for Hanafī skolen har nævnt om dette punkt.

Imam al-Marghīnānī (d. 593 ah) skrev:

»Og man gør ikke noget for (dermed) at forlænge skægget, hvis den er i henhold til sunna-længden, og det er en håndfuld (qubda)« (Imam al-Marghīnānī, al-Hidāya al-Awwalīn, Maktaba imdādiya (Multan) s. 201).

‘Allāma Ibn Hummām (d. 821 ah) skrev:

»… og det, dvs. sunna-længden for skæg, er en håndfuld« (Ibn Hummām, Fath al-Qadīr, Maktaba Nūriya Ridwiyya, s. 270).

Andre lærde der bekræfter dette, hvoraf flere anvender præcist den samme formulering som Imam al-Marghīnānī, er blandt andre:

• ‘Allāma Badr al-Dīn al-‘Aynī (d. 1344 ah) i al-Bināya (bind 1, side 1344)
• ‘Allāma Zayn al-Dīn Ibn Najīm (d. 970 ah) i al-Bahr al-Rā’iq (bind 2, s. 280)
• ‘Allāma Abū al-Hasan al-Shurunbulālī (d. 1069 ah) i Hāshiya al-Durar wa al-Ghurar (bind 1, s. 207)
• ‘Allāma ‘Ali bin Sultān Muhammad al-Qārī (d. 1014 ah) i al-Mirqāt (bind 8, s. 291)
• ‘Allāma ‘Alā al-Dīn al-Haskafī (d. 1088 ah) i al-Durr al-Mukhtār (bind 2, side 155)
• ‘Allāma Sayyid Muhammad Amin ibn ‘Abidīn al-Shāmī (d. 1252 ah), i Radd al-Muhtār (bind 5, s. 359)

Efter at have citeret disse, og flere andre kilder, kommenterer ‘Allāma Sa‘īdī:

»Ud fra tolv klare tekster fra anerkendte lærde i fiqh har vi (hermed) gjort det klart at en håndfulds længde er tradition og sunna, og at kalde dette nødvendigt (wājib) er derfor ikke korrekt […].
Fra Imam Abū Hanīfa til ‘Allāma [Ibn ‘Abidīn] Shāmī, har alle disse anerkendte og accepterede lærde i fiqh forklaret at en håndfuld hvad angår skæg er sunna. Men en af de senere lærde, navnlig Shaykh ‘Abd al-Haqq Muhaddith Dehlawī (Allāh være ham nådig) har, idet han blot har angivet sit standpunkt, skrevet at en håndfulds længde er nødvendigt (wājib), og at sunna i disse tekster fra de lærde betyder at nødvendigheden af en håndfulds længde er bevist fra sunna. Nogle af de senere lærde har også fulgt Shaykhen i dette, men det bør være klart at selvom Shaykhen har angivet en håndfulds længde for at være nødvendigt, så har han ikke nævnt noget bevis for det« (‘Allāma Sa‘īdī, Sharh Sahīh Muslim, Farīd Book Stall (Lahore, 2004) s. 929-930).

‘Allāma Sa‘īdī fortsætter herefter med respektfuldt, men bestemt, at forklare hvorfor Shaykh ‘Abd al-Haqq Muhaddith Dehlawīs (Allāh være ham nådig) standpunkt ikke er korrekt. Han argumenterer for at de lærdes klare og velkendte terminologi (istalahāt) ikke bare kan ændres eller fortolkes uden at angive en klar grund, for ellers vil enhver kunne sige at noget som er sunna, er sunna i den forstand at det er bevist fra sunna, men at det i virkeligheden tager dommen af noget helt andet. Han skriver at hvis man tager denne fremgangsmåde, så kan man også fortolke Shaykhens egen tekst, og sige at når han skriver nødvendigt (wājib), så mener han dermed noget som nødvendigvis er bevist (thābit) fra sunna, men som i sig selv ikke behøver være nødvendigt (wājib).

Der er lærde i dag der mener at en håndfulds længde af skæg er nødvendigt (wājib), men ifølge ‘Allāma Ghulām Rasūl Sa‘īdī (Allāh bevare ham) er dette ikke tilfældet, og det korrekte standpunkt (muftā bihi) ifølge ham er at skæg i sig selv er nødvendigt (wājib), men at lade skægget vokse op til en håndfulds længde er en anbefalet sunna (‘Allāma Sa‘īdī, Sharh Sahīh Muslim, Farīd Book Stall (Lahore, 2004) s. 931).

Blandt de lærde jeg personligt har talt med om dette er Muftī Sayyid Ghulam Mustafā Bukhari (Allāh bevare ham), tidligere underviser ved nogle af de mest fremtrædende universiteter for islamiske studier i Pakistan (herunder Jāmi'a Na'īmiya og Jāmi'a Nizāmiya), har bekræftet dette standpunkt som værende det korrekte gyldigt, men fremhæver dog at de fleste lærde inden for Hanafī anser skæg i en håndfulds længde for at være en betonet sunna (sunna mu'akkada).

Dette har den konsekvens at en person der ikke har en håndfulds længde skæg, ikke bør kritiseres eller kaldes en åbenlyst korrupt person (fāsiq). Men man bør dog gøre alt hvad man kan for at følge Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sunna og opfordre folk til at lade skægget vokse, da dette er blandt tegn på sand kærlighed til ham; og sand kærlighed indebærer blandt andet at man følger Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) hvad angår det ydre såvel som det indre.

Mange folk i dagens Danmark har problemer med skæg, idet de forbinder det med ‘fundamentalisme’ eller ’ekstremisme’, men sandheden er at muslimer har skæg fordi det er Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og alle de tidligere profeters sunna, og det er af den naturlige tilbøjelighed for manden og et udtryk for maskulinitet. Man har skæg af kærlighed til Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), ikke fordi man er fundamentalist eller ekstremist.

Men grundet denne ‘modtagelse’ af skæg i Danmark og den intolerance der er overfor skæg, har mange unge muslimer det svært ved at lade deres skæg vokse, af frygt for at miste deres arbejde, blive set ned på, opfattet som terrorist-sympatisører eller fordi de ikke ønsker at fremstå som ‘særligt’ religiøse, men blot er ganske almindelige muslimer, der elsker Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og kan lide at have skæg af (blandt andet) den årsag.

Det er i lyset af hvad mange lærde har skrevet, acceptabelt at trimme skægget for folk i denne situation uden at det – religiøst set – er kritisabelt. Men at barbere skægget helt er dog stadig ekstremt forhadt (makrūh tahrīman) i Hanafī skolen og er syndigt, for det går imod befalingen om at lade skægget ‘vokse’ (uden nogen specifik længde).

Må Allāh styrke os i vores kærlighed til Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og vejlede os til at kunne udtrykke vores kærlighed til ham i sikkerhed fra enhver form for ondskab.

Det følgende er en sektion af et kapitel fra Qādī 'Iyads (d. 544/1149) anerkendte værk al-Shifā bi ta'rīf huqūq al-Mustafā (Helbredelse ved anerkendelse af retten der tilkommer Den Udvalgte), som kort beskriver belønningen for kærlighed til Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham):

Om belønningen for kærlighed til ham (fred være med ham)

Abū Muhammad bin ‘Attāb berettede fra Abū al-Qāsim, fra Hātim bin Muhammad, fra Abū al-Hasan, fra ‘Alī bin Khalaf, fra Abū Zayd al-Marwazī, fra Muhammad bin Yūsuf, fra Muhammad bin Ismā‘īl, fra ‘Abdān [‘Abdullāh bin ‘Uthmān] fra sin far, fra Shu‘ba, fra ‘Amr bin Murra, fra Sālim bin Abū al-Ja‘d, fra Anas (Allāh være tilfreds med ham) som sagde: En mand kom hen til Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og sagde: »Oh Allāhs Sendebud, hvornår vil timen finde sted?« Han sagde: »Hvad har du forberedt til den?« Han svarede: »Jeg har ikke forberedt rigtigt meget af bøn, faste eller almisse, men jeg elsker Allāh og Hans Sendebud.« Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Du vil være med den du elsker« (al-Bukhārī og Muslim).

Og det er overleveret fra Safwān bin Qudāma at han sagde: Jeg emigrerede til Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og gik hen til ham og sagde: »Oh Allāhs Sendebud, ræk mig din hånd.« Han gav mig sin hånd, hvorefter jeg sagde: »Oh Allāhs Sendebud, i sandhed elsker jeg dig.« Han sagde: »Enhver vil være med den han elsker« (al-Tabarānī). Den samme ordlyd er overleveret fra Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) af ‘Abdullāh bin Mas‘ūd (al-Bukhārī og Muslim), og Abū Mūsā [al-Ash‘arī] (al-Bukhārī og Muslim), og Anas (Abū Dāwūd og al-Tirmidhī, som sagde at den er autentisk). Den er også overleveret fra Abū Dharr al-Ghifārī med samme mening [men en anden ordlyd] (Abū Dāwūd).

Det er berettet fra ‘Alī at Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tog Hasan og Husayns hænder og sagde: »Den der elsker mig og elsker disse to samt deres far og mor vil være med mig i min stand på dommedagen« (al-Tirmidhi og Ahmad).

Og det er overleveret at en mand kom hen til Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og sagde: »Oh Allāhs Sendebud, jeg sværger at du er mig mere elsket end min familie og mine ejendele, og i sandhed tænker jeg på dig og kan ikke vente med at komme og se dig. Jeg tænker på min død og på din, og jeg ved at når du træder ind i Haven vil du stige op med profeterne, og når jeg træder ind i den vil jeg ikke se dig.« Så åbenbarede Allāh verset: »Den der adlyder Allāh og Sendebudet, dé er med dem som Allāh har belønnet blandt profeterne, de sandfærdige, martyrerne og de retskafne. De er det bedste af ledsagere« (al-Nisā’, 4:69), hvorefter Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) kaldte personen tilbage og reciterede verset for ham (al-Wāḥidī og al-Tabarānī).

I en anden hadith er det overleveret at der var en mand hos Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), som stirrede på ham uden at vende sig væk. Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) spurgte: »Hvad er der galt med dig?« Han svarede: »Må min far og mor være ofret for dig, jeg nyder at se på dig. Men når det bliver dommedag Allāh vil ophøje dig på grund af Hans forkærlighed for dig«(al-Suyūtī, al-Manāhil).

Det er berettet i en hadith fra Anas (Allāh være tilfreds med ham): »Den der elsker mig, vil være med mig i Haven« (Qadi ‘Iyad nævner den et andet sted i værket (nr. 1224), med sin egen overleveringskæde op til Anas).

[Qādī ‘Iyad, al-Shifā bi ta‘rīf huqūq al-Mustafā, al-Qism al-Thānī, al-Bāb al-Thānī, fasl fī thawāb muhabbatihi ‘alayhi al-salām; Maktaba al-Ghazālī & Dār al-Fayhā', Damaskus (2000), s. 493-495.]

[Jeg siger:] Så kort sagt: hvad man opnår af belønning igennem sand og oprigtig kærlighed til Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), er hans velsignede selskab i Paradis. Enhver der overvejer dette vil indse at der ikke findes nogen større belønning eller noget større mål end dette.

Må Allāh gøre os til sande elskere af Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og må vi være blandt dem der opnår hans selskab i Paradis. Āmīn.

Shaykh Gibrīl Haddād (Allāh bevare ham) blev spurgt om hvordan man kunne vurdere om en bestemt lærd eller tekst var for eller imod ahl al-Sunna, og svarede:

Sunnier har den største kærlighed til Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), hans familie og alle hans ledsagere. Derudover har de den største respekt for imamerne og de retskafne følgere af skolerne inden for ahl al-Sunna i tre aspekter: (1) Skolerne inden for troslære, dvs. Ash'arī og Māturidī skolerne; (2) Skolerne inden for retslære, dvs. Hanafī, Mālikī, Shāfi'ī og Hanbalī skolerne; og (3) Skolerne inden for åndelighed, dvs. de kendte åndelige traditioner.

Hvis du opdager den mindste antydning af respektløshed overfor en hvilken som helst af de ovenstående, har du fået det første tegn på at du er i tilstedeværelsen af en afskåret og unyttig person. De tidlige åndelige mestre plejede at genkende den slags personer ud fra deres fremtoning, selv fra en vis afstand. Således er udsagnet fra en af de åndelige mestre fra hadithmesteren al-Malinīs fyrre beretninger fra de åndelige shayūkh: »Den, hvis fremtoning ikke gavner dig, hans ord vil heller ikke gavne dig,« dvs. eftersom hans fremtoning ikke minder dig om Allāh Den mest Ophøjede, så forvent ikke at hans ord vil (Kilde: LivingIslam.org).

Islam er en religion der indbefatter alting og giver vejledning i alle aspekter af livet: det trosmæssige, det handlingsmæssige og det åndelige. Inden for alle disse er der etablerede autoriteter og traditioner, som i sidste ende udspringer fra den mest vidunderlige kilde af lærdom og vejledning, nemlig Profeten Muhammad (Allāhs fred og velsignelser være med ham). At følge disse traditioner og denne vejledning (i alle de tre aspekter) er definitionen på Ahl al-Sunna wa al-Jama'a, dvs. at følge Profetens sunna (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og at følge denne sunna i henhold til det som er overleveret af det massive flertal af muslimer igennem tiden (i modsætning til udbrydergrupper).

Må Allāh vejlede os på deres vej, som Han har vejledt ved Sin uendelige nåde, og beskytte os fra deres vej, som er vildledte. Āmīn.

Det følgende er en sektion af et kapitel fra Qādī 'Iyads (d. 544/1149) fremragende værk - et af de mest anerkendte inden for emnet - al-Shifā bi ta'rīf huqūq al-Mustafā (Helbredelse ved anerkendelse af retten der tilkommer Den Udvalgte), som kort beskriver nødvendigheden af kærlighed til Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham):

Om nødvendigheden af kærlighed til ham (fred være med ham)

Allāh Den Ophøjede sagde:

»Sig: Hvis jeres fædre, sønner, brødre, hustruer, slægtninge, rigdomme, som I har tilegnet jer, handel, hvis tilbagegang I frygter, eller hjem, som behager jer, (hvis alle disse) er jer mere elskede end Allāh og Hans Sendebud og bestræbelse i Hans vej, så vent til Allāh frembringer Sin befaling! Og Allāh vejleder ikke det forbryderiske folk« (al-Tawba, 9:24).

Dette er nok som opmuntring, tilskyndelse, indikation og bevis for nødvendigheden af kærlighed til ham og er nok til at fastslå den som en umådeligt stor forpligtelse af storslået vigtighed, som er hans ret (fred og velsignelser være med ham). Allāh fordømmer enhver hvis ejendom, familie eller afkom er ham mere elsket end Allāh og Hans Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham), og han truer dem ved at sige: »Så vent til Allāh frembringer Sin befaling…« (al-Tawba, 9:24). Dernæst erklærer Han dem i slutningen af verset for at være forbrydere og fortæller dem at de er blandt de vildledte og at Allāh ikke vejleder dem.

Abū ‘Alī al-Ghassānī berettede, at Sirāj bin ‘Abdullāh al-Qādī berettede, at Abū Muhammad al-Asīlī berettede, at al-Marwazī berettede, at Abū ‘Abdullāh Muhammad bin Yūsuf berettede, at Muhammad bin Ismā‘īl berettede, at Ya‘qūb bin Ibrāhīm berettede, at Ibn ‘Ulayya berettede fra ‘Abd al-‘Azīz bin Suhayb, fra Anas (Allāh være tilfreds med ham) at Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Ingen af jer tror, før jeg er ham mere elsket end hans børn, forældre og hele menneskeheden« (al-Bukhārī og Muslim). Og noget lignende er blevet overleveret fra Abū Hurayra (Allāh være tilfreds med ham) (al-Bukhārī).

Og det (følgende) er berettet via Anas (Allāh være tilfreds med ham) fra Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham): »Der er tre kvaliteter, som hvis de findes i nogen, smager han troens sødme: at Allāh og Hans Sendebud er ham mere elsket end alt andet, at han elsker en person, kun for Allāhs skyld og at han hader (tanken om) at vende tilbage til vantro ligeså meget som han hader at blive smidt i Ilden« (al-Bukhārī og Muslim).

Og det er berettet fra ‘Umar bin al-Khattāb (Allāh være tilfreds med ham) at han til Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Ved Allāh, du er mig mere elsket end alt, undtagen kun min egen sjæl som er i min krop.« Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Ingen af jer vil tro, før jeg er ham mere elsket end (selv) hans egen sjæl,« hvortil ‘Umar sagde: »Ved Ham Som nedsendte bogen til dig! Jeg sværger, du er mig mere elsket end selv min egen sjæl som er i min krop!« Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde derpå: »Nu har du det, Oh ‘Umar!« (al-Bukhārī).

Sahl [ibn ‘Abdullāh al-Tustarī] sagde: »Den der ikke anser Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) for at være hans mester i enhver tilstand eller ikke anser sig selv for at være under hans herredømme (Allāhs fred og velsignelser være med ham) smager ikke hans sunnas sødme, fordi Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘Ingen af jer tror, før jeg er ham mere elsket end (selv) hans egen sjæl’.«

[Qādī ‘Iyad, al-Shifā bi ta‘rīf huqūq al-Mustafā, al-Qism al-Thānī, al-Bāb al-Thānī, fī luzūm muhabbatihi ‘alayhi al-salām; Maktaba al-Ghazālī & Dār al-Fayhā', Damaskus (2000), s. 492-493.]

Den store mujtahid imam og en af de mest fremtrædende autoriteter inden for den senere Hanafī skole, 'Allāma Muhammad Amin ibn 'Ābidīn al-Shāmī (d. 1252/1836) skriver i sit mesterværk af en kommentar, Radd al-Muhtār 'alā al-Durr al-Mukhtār, et af de mest fremragende værker nogensinde skrevet inden for islamisk fiqh:

Det er anbefalet når man hører det første vidnesbyrd (shahāda) at sige: »Allāhs velsignelser være på dig, Oh Allāhs Sendebud« (Sallā Llāhu 'alayka yā RasūlaLlāhi), og ved det andet: »Må mine øjne frydes ved (synet af) dig, Oh Allāhs Sendebud« (Qarrat 'aynī bika yā RasūlaLlāhi). Dernæst siges: »Oh Allāh forsyn mig fortsat med syn og hørelse« (Allāhumma matti'nī bis-sam'i wal-basri), efter placeringen af begge tommelfingernegle på ens øjne, for så vil han (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sandelig være ens guide til Haven (al-Janna), som det er nævnt i Kanz al-'Ibād igennem Quhustānī. Og lignende findes i al-Fatāwā al-Sūfiyya, mens det i al-Firdaws er berettet at, »Enhver der kysser sine tommelfingernegle når han hører 'Jeg bevidner at Muhammad er Allāhs Sendebud', i kaldet til bøn, så vil jeg være hans guide og vil lade ham træde ind i Paradisets rækker« (Ibn 'Ābidīn, Radd al-Muhtār, bāb al-adhān; (Imam Ibn 'Abidin, Radd al-Muhtar, Maktaba Hanafiyya (Pakistan) bind 2, s. 84).

Dette er blandt andet baseret på følgende hadith fra Sayyiduna Abū Bakr al-Siddīq (Allāh være tilfreds med ham):

Hver gang han [Abū Bakr] hørte den der kalder til bøn sige: »Jeg bevidner at Muhammad er Allāhs Sendebud,« plejede han at gentage dette og så kysse det øverste af sine tommelfingre og tørre dem over sine øjne. Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den der end gør som min nære ven gjorde, for ham vil min forbøn finde sted« (al-Daylamī, al-Firdaws, i variende ordlyd).

Denne (og enhver anden lignende hadith om dette) er ifølge næsten alle de lærde inden for hadith (muhaddithūn) svag (da'īf), men ikke opdigtet (mawdū'), men modsat hvad mange folk tror, så er det faktisk - ifølge konsensus (som de lærde nåede frem til allerede i Imam Ahmad ibn Hanbals tid) - tilladt at handle på baggrund af svage hadith inden for prisværdige eller gode frivillige gerninger; det er derfor denne handling er anbefalet (mustahabb) og ikke en sunna. Man skal huske at der er meget stor forskel på svage hadith og opdigtede hadith.

Beviset på dette er blandt andet hvad Shaykh al-Islam Abū Zakariyya Yahyā bin Sharaf al-Nawawī (Allāh være ham nådig) skrev i sit meget anerkendte værk al-Adhkār:

De lærde inden for hadith (muhaddithūn) og fiqh (fuqahā') og andre har sagt at det er tilladt og anbefalet at anvende (selv) en svag hadith som basis for frivillige handlinger af hengivenhed og for at vække sit ønske om at gøre gode gerninger og for at vække sin frygt for onde gerninger, sålænge det ikke er en opdigtet hadith. Hvad angår de juridiske kendelser såsom det som er tilladt og forbudt, handel, ægteskab og skilsmisse og andre som dem, så anvender man kun autentiske (sahīh) eller troværdige (hasan) hadith, undtagen hvis der er tale om [en kendelse baseret på] forsigtighed inden for en sag der har med disse at gøre. Eksempelvis, hvis en svag hadith går imod nogle typer handel eller ægteskab, så er det anbefalet at undgå den [form for handel eller ægteskab], men det er ikke nødvendigt [at følge hadithen] (Imam al-Nawawī, al-Adhkār, Fasl fī al-amr bi al-ikhlās wa husn al-niyyāt fī jamī' al-a'māl al-zāhirāt wa al-khāfiyyāt) Dār al-Ma'rifa (2000), s. 8).

Og i denne handling - at kysse neglene på sine tommelfingre og føre dem til øjnene - er et udtryk for kærlighed til Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og dette ville være en belønningsværdig gerning selv hvis der ikke var hadith (selv svage) som grundlag for det.

Endvidere er dette ikke kun inden for Hanafī skolen, men ifølge Shaykh Afīfī al-Akītī (som er en lærd inden for Shāfi'ī skolen) er dette også udbredt blandt sunnī muslimer der følger Shāfi'ī og Mālikī skolerne. Hans tekst om emnet kan læses her: Kissing the thumbs during adhan?

Må Allāh styrke os og forøge os i vores kærlighed til Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og vejlede os til at udføre gode gerninger af enhver type. Āmīn.

Imam Abū 'Abdullāh Muhammad al-Qurtubī (d. 671/1273) beretter den følgende hadith i sit værk al-Tadhkira fī ahwāl al-mawtā wa al-ākhira, idet han beskriver Profetens forbøn (Allāhs fred og velsignelser være med ham) for menneskeheden på dommedag:

Imam al-Tirmidhī beretter (via sin kæde af berettere) fra Abū Sa'īd al-Khudhri (Allāh være tilfreds med ham), som sagde: Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Jeg vil være mesteren over Ādams efterkommere på dommedagen, og dette er ikke pral. I min hånd vil være lovprisningens banner, og dette er ikke pral. Og der vil ikke være nogen profet på den dag, Ādam eller nogen anden, som ikke vil være under mit banner. Jeg vil være den første for hvem jorden vil blive åbnet, og dette er ikke pral.« Han tilføjede: »Menneskeheden vil blive rædselsslagen tre gange, så de vil gå hen til Ādam og sige: 'Du er vor fader, så gå i forbøn for os foran vor Herre', men han vil svare: 'Jeg begik en fejl og blev sendt ned til jorden på grund af den, men gå til Nūh'. De vil gå hen til Nūh, men han vil sige: 'Jeg anråbte (Allāh) imod jordens folk og de blev udryddet, men gå til Ibrāhīm'. Så vil de gå hen til Ibrāhīm, men han vil sige: 'Jeg talte usandt tre gange',« og Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tilføjede her: »Ingen af dem var løgne, men han søgte at forklare Allāhs religion ved dem. (Ibrāhīm sagde:) 'Men gå til Mūsā', så de vil gå hen til Mūsā, men han vil sige: 'Jeg dræbte en person, men gå hen til 'Īsā', hvorefter de vil gå hen til 'Īsā, men han vil sige: 'Jeg blev taget som gud ved siden af Allāh, men gå til Muhammad'. Så vil de komme til mig, og jeg vil gå med dem.« Ibn Jud'ān sagde at Anas sagde: Jeg kiggede på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) da han sagde: »Jeg vil tage fat i ringen til Paradisets dør og banke den imod døren, og det vil blive spurgt: 'Hvem er det?', og det vil blive sagt: 'Muhammad', hvorefter de vil åbne døren for mig og byde mig velkommen. Jeg vil dernæst falde ned i knæfald for Allāh, Som vil vejlede mig til lovprisninger og forherligelser (af Allāh), og det vil blive sagt til mig: 'Løft dit hoved. Bed om hvad du vil, og du vil blive det tildelt. Gå i forbøn, og den vil blive accepteret. Tal og du vil blive hørt.' Og dét er al-Maqam al-Mahmūd, om hvilket Allāh sagde: 'Kanske at Din Herre vil ophøje dig til en yderst ophøjet rang' (17:79)« (Imam al-Qurtubī tilføjer:) al-Tirmidhi sagde at denne hadith er troværdig (hasan sahīh).

Det er her vigtigt lige at afklare to detaljer:
For det første: Ādam (fred være med ham) begik en fejl, fordi Allāh havde bestemt at hans opmærksomhed skulle rettes væk, således at han ved forglemmelse kunne begå fejlen og dernæst blive sendt ned til jorden - i henhold til Allāhs bestemmelse, idet Allāh før Ādams skabelse til englene sagde: »Sandelig vil jeg oprette en stedfortræder på jorden« (2:30). Så det var ikke en synd i den forstand at han bevidst begik ulydighed imod Allāh.

For det andet: Ibrāhīm (fred være med ham) løj ikke i den forstand at han begik en synd. Beretningen går ud på at Ibrāhīm (fred være med ham) ødelagde sit folks idoler mens de var væk, og da de kom tilbage og så ødelæggelsen sagde de (i Koranens ord): »Har du gjort dette til vore guder, Oh Ibrāhīm? Han sagde: Men denne, den største af dem har gjort det, så afhør dem, hvis de kan tale« (21:62-63). Hans formål og pointe var at fremhæve folks tåbelighed, at de tilbad nogle idoler som ikke engang kunne beskytte sig selv, og at de heller ikke var i stand til selv at fortælle hvad der var sket dem, så hvordan skulle de nogensinde kunne gavne dem der tilbad dem? Profeten Ibrāhīm (fred være med ham) tog denne strategi i brug, for at få folk til at indrømme at deres 'guder' i sandhed ikke var i stand til at kunne gøre noget som helst - end ikke tale. Dette er en retorisk og strategisk teknik hvis formål er at få modstanderen til selv at indrømme hvad man ønsker at gøre ham opmærksom på. Det kan også læses som en form for sarkasme og dermed gøre hans udsagn til tvetydig. Kidhb (det anvendte ord i hadithen) på arabisk angiver ikke nødvendigvis en løgn, men kan også betyde tvetydighed, hvilket det gør i denne kontekst.

Må Allāh styrke vores forhold til Profeten Muhammad (Allāhs fred og velsignelser være med ham), samt vores kærlighed til ham, og må Allāh lade os være blandt dem som Han på dommedagen vil gå i forbøn for, og må vi nyde hans ophøjede selskab i Paradis. Āmīn.

Overalt i verden, blandt sekularister, bliver Darwins evolutionsteori fremlagt som 'den videnskabelige sandhed', og selvom de fleste folk normalt i virkeligheden ikke ved særlig meget om teoriens indhold og beviser, så insisterer de på at Darwins teori er videnskab, mens religioner og 'tro' er uvidenskabelige. Med foragt siger folk at religion er massernes opium, en romantisk idé, som kan være underholdende, men som absolut ikke kan være sandheden.

Men sandheden er faktisk at det er evolutionsteorien der er 'en romantisk idé', og som kan være meget underholdende, men er hverken videnskabelig eller endegyldigt bevist for at være sand. I den forbindelse er eksempelvis Harun Yahyas arbejde ret interessant, men det er andre end troende folk der har noget imod evolutionsteorien.

Foreløbig har omkring syvhundrede videnskabsfolk overalt fra verden har taget konsekvensen af deres tvivl og evolutionsteoriens modsigelser af videnskabelige fakta og har oprettet en hjemmeside, hvor de forsøger at oplyse folk om hvorfor evolutionsteorien ikke kan være korrekt - videnskabeligt set. Forargede over at TV programmer, undervisningsmateriale og den sekulære verden som helhed fremsætter evolutionsteorien som 'fakta', kalder de folk til besindelse og inviterer folk til at se på de videnskabelige beviser med et objektivt og åbent sind.

Projektet bliver kaldt: A Scientific Dissent from Darwinism. Måske skulle folk der virkelig - oprigtigt - følger eller ønsker at følge videnskaben, gen-overveje deres 'tro' og se hvordan evolutionsteorien bliver splittet ad og gendrevet af videnskabelige fakta...

Imam al-Nawawī (d. 676/1277) har optegnet blandt andet den følgende hadith i sit korte værk »De fyrre hadith«:

Det er berettet fra Abū 'Amr, og det siges (at han kaldes) Abū 'Amra, Sufyān bin 'Abdullāh (Allāh være tilfreds med ham) at han sagde: »Jeg sagde: Oh Allāhs Sendebud, fortæl mig noget i islam om hvilket jeg ikke kan spørge nogen anden end dig.« Han (Allāhs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Sig: Jeg tror på Allāh, og stå fast på det« (Overleveret af Imam Muslim).

Den simple sætning, 'jeg tror på Allāh', indebærer først og fremmest at man virkelig tror på Allāh. Udtalelse alene er ikke tro, hvis ikke ens hjerte bekræfter den og er overbevist om dens sandhed. Imam Abū Hanīfa definerede overbevisning (īmān) som værende: »Bevidnelse og bekræftelse« (al-Fiqh al-Akbar) og uddybede det ved at tilføje: »bevidnelse med tungen og bekræftelse med hjertet« (al-Wasīyya), hvilket vil sige at Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) ord skal forstås sådan at en person ikke blot skal bevidne sin tro ved at udtale den, men skal også finde bekræftelse for den i sit hjerte.

Men hvorfor siger Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) dette til en muslim? Hvad ligger der i at sige at man tror på Allāh? De lærde og dem som besidder visdom kan angive mange dybe og ophøjede sandheder som forklaring på dette, men den mest klare og letforståelige af dem er den simple sandhed at man minder sig selv om Allāh og den ret Allāh har over én; den ret ens underkastelse til monoteismen (tawhīd) har over én, og denne ret går ud på at man opfylder de pligter Allāh Den Ophøjede har pålagt mennesket og afholder sig fra de ting Han i Sin fuldkomne visdom har forbudt os. Så at sige 'jeg tror på Allāh' er ikke blot fire ord, som bekræfter en vag eller generel tro på En Skaber og Gud, men for den oprigtige i denne udtalelse indebærer dette også at man er klar over hvad dette betyder og hvad konsekvensen er.

En person der tror på Allāh, men ikke handler i henhold til det, er som en person på vej imod en afgrund og i stedet for enten at standse eller skifte retning, fortsætter han ligeud - velvidende at han går sin undergang i møde. Det er som en person der ser Paradis foran sig, og ved at hvis han blot fortsætter, kan han nå den, men i stedet for at fortsætte drejer han væk og vender sig i stedet imod Helvede. Konsekvensen af at tro på Allāh er underkastelse og lydighed; dét er den ret troen på Allāh har over mennesket.

Men dette kan let opnås, da troen på Allāh ikke er svær og er noget der kommer naturligt til mennesket. Og lydighed til Allāh er let, når man har det nemt og man finder gavn eller nytte i den. Men det bliver svært, når man løber ind i prøvelser eller ikke formår at se det (umiddelbart) gavnlige i lydigheden til Allāh og man tror at det er dårligt eller skadeligt for én at følge islam. Og det er her Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sublime visdom og ophøjede indsigt kommer til sin ret. At han ikke blot sagde: 'Sig: Jeg tror på Allāh', men at han tilføjede 'og stå fast på det', kan have mange betydninger. Den ene man kan nævne er at man ikke for nogen pris forlader lydighed til Allāh, selv når omstændighederne er trænge og ens vilkår svære; selv hvis hele verdenen står imod én, at man forbliver Allāhs snarere end at give op. En anden betydning, som er relateret, men hvor fokus er noget andet, er at Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) med denne tilføjelse rettede opmærksomheden på det faktum at det er én ting at tage islam, kalde sig muslim og blive muslim, og det er noget helt andet at forblive på denne vej og fastholde ens islam. Dette betyder at man ikke kun trodser omverdenens modstand, men at man også bekæmper sig selv - sine lyster og drifter, sin tendens til forsømmelighed eller uopmærksomhed i forhold til Allāh og ens liv i det hinsides.

Frygt for Allāh og kærligheden til Ham er begge forudsætninger for en stærk og solid overbevisning (īmān) og en stærk overbevisning er forudsætningen for at kunne stå fast på sin overbevisning og kunne stå imod de som ønsker én væk fra den.

At opnå standhaftighed (istiqāma) eller det at stå fast på ens overbevisning, er svært. Meget svært, selv når man er uden modstand, og er der modstand bliver det så meget sværere. Opnåelse af standhaftighed kræver konstant anstrengelse, vedværende selvransagelse, ydmyghed og ikke mindst at man er bevidst om dommedagen og det hinsides. Disse kvaliteter plejede før i tiden at være normen blandt muslimer, men i dag finder man dem kun sjældent. Der er et behov for at vi vender tilbage til disse dyder og forsøger at genopvække dem, for ellers er vi ikke kun én person, men en stor gruppe af mennesker der bevæger sig imod en afgrund og selvom der hist og pist er nogle blandt gruppen der forsøger at fange folks opmærksomhed og få dem til enten at standse op og se sig omkring eller simpelthen vende sig væk fra afgrunden, så fortsætter de fleste stadig fremad...

Må Allāh vejlede os på den rette vej og tildele os styrke så vi kan opnå standhaftighed.Āmīn.