Den velbetrådte vej

I vores tid ser vi meget ofte folk rulle deres bukser op kort tid før bønnen, i den tro at det er sunna. Dette er fordi folk i al almindelighed går med bukser der går længere end til anklerne, mens det var Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sunna (og det som var almindeligt i den tid) at gå med bukser der ikke gik længere end til anklerne. Dengang blev det at gå med bukser der gik til under anklerne (for mænds vedkommende) anset for at være et udtryk for arrogance.

Således beretter Sayyidunā ‘Abdullāh bin ‘Umar (Allāh være tilfreds med dem begge) at Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde:

»Den som hovent slæber sit klæde, Allāh vil ikke se på ham (med nåde) på dommedagen« (al-Bukhārī, Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb al-libās, også overleveret af Imam Muslim, al-Tirmidhī, al-Nasā’ī, Ibn Māja, Imam Mālik, og andre).

Det interessante er dog at denne og andre relevante hadith ikke indikerer at man specielt før bønnen bør rulle sine bukser op, men alligevel ser man folk gøre dette. Nogle går endda så langt at insistere på at man er syndig, hvis man beder med bukser som går længere ned end til anklerne eller at ens bøn er ugyldig. Dette er dog fuldstændigt forkert, som vi vil se. Det følgende er primært baseret på Hanafī skolens standpunkt om dette, men nogle steder er de andre lovskolers standpunkter også nævnt.

Uden hovenhed at gå med bukser der går under anklerne
I kommentar til ovenstående hadith skrev Imam Badr al-Dīn al-‘Aynī al-Hanafī (Allāh være ham nådig):

»Dette er en sektion om redegørelse for dommen over den som slæber sit lændeklæde og at der ikke er noget galt i det, ej heller er der noget forhadt i det. Således er dette også tilladt for at fjerne noget skade, som hvis man under anklerne har et sår, kløe eller lignende, som fluer eller lignende vil sætte sig på, hvis man ikke tildækker det, og man ikke finder noget at tildække det med ud over sit lændeklæde eller skjorte…« (Badr al-Dīn al-‘Aynī, ‘Umda al-Qārī Sharh Sahīh al-Bukhārī, kitāb al-libās, bāb man jarra izārahu min ghayri khuyalā’).

I kommentaren til ovenstående hadith fra (blandt andet) Jāmi' al-Sahīh af Imam al-Bukhārī, om at Allāh på dommedagen ikke vil se (med nåde) på den person som slæber sit klæde, skriver Imam al-‘Aynī:

»Abū Bakr al-Siddīq (Allāh være tilfreds med ham) spurgte: »Oh Allāhs Sendebud, en af mit lændeklædes sider glider ned medmindre jeg er opmærksom«, hvortil Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Du er ikke en af dem som gør det af hovmod« (al-Bukhārī, kitāb al-libās)… Fra denne hadith forstås at hvis en persons lændeklæde glider ned uden at det er med vilje, så er der intet galt i det, i henhold til hvad vi har nævnt. Og hvis det siges at Ibn Abī Shayba fra Ibn ‘Umar (Allāh være tilfreds med ham) har berettet at han under alle omstændigheder anså det at slæbe sit klæde for at være forhadt, så svarer jeg, at dette ifølge Ibn Batāl er fra Ibn ‘Umars intense praksis, for ellers har han selv overleveret denne hadith, så dommen er ikke skjult for ham« (ibid.).

Imam al-‘Aynī nævner yderligere en beretning fra Sahīh al-Bukhārī hvor Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) for solformørkelsesbønnen (salāt al-kusūf) stod op idet han slæbte sit lændeklæde efter sig og kommenterer den:

»Det er berettet fra Abū Bakr al-Siddīq (Allāh være tilfreds med ham) at han sagde: »Vi var hos Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) da det (engang) blev solformørkelse. Han stod op hurtigt, idet han slæbte sit klæde, indtil han nåede moskéen…« (al-Bukhārī, Jāmi' al-Sahīh, kitāb al-kusūf, bāb al-salāt fī kusūf al-shams)… I dette er et bevis for at det er tilladt at slæbe sit klæde hvis det er uden hovmod og at der intet er galt i det« (ibid.).

Shaykh al-Hadīth ‘Allāma Ghulām Rasūl Sa‘īdī (Allāh bevare ham) klarificerer:

»Hvis ens lændeklæde uden vilje slæbes så den kommer under ens fødder, så er der intet galt i det, men med vilje at have sit lændeklæde eller buks så lang at den slæbes under ens fødder er forbudt (harām), selv hvis det ikke er af hovmod, fordi der er under alle omstændigheder ødselhed isrāf) i dette og også at man bringer sit klæde i fare for at noget urent kommer på det. Men hvis ens klæde ikke bliver slæbt under ens fødder, men blot kommer under ens ankler, så er dette uden hovmod blot noget forhadt (makrūh tanzīhan), mens det (hvis det er) af hovmod er meget forhadt (makrūh tahrīman)« (‘Allāma Sa‘īdī, Tibyān al-Qur’ān, bind 4, tafsīr til Sūra al-A‘rāf, 8:142-147).

Shaykh al-Hadīth Mullā ‘Alī al-Qārī (Allāh være ham nådig) kommenterer hadithen fra før, om at Allāh ikke vil se (med nåde) på den person på dommedagen som slæber sit klæde, og skriver idet han citerer Ibn al-Malak:

»Og det forstås fra dette at det at slæbe (sit klæde) af andre end disse grunde [i: hovmod, arrogance etc.], ikke er forbudt (harām) men noget forhadt (makrūh tanzīhan)« (Mulla ‘Alī al-Qārī, Mirqāt al-Mafātīh sharh mishkāt al-masābih, kitāb al-libās, al-fasl al-awwal).

Dette samme står i mange andre tekster skrevet af anerkendte Hanafī lærde, blandt andre al-Fatāwā al-‘Ālamgirī (også kendt som al-Fatāwā al-Hindīyya), som blev samlet af et stort antal lærde fra Hanafi skolen på opfordring af Mughal Kongen ‘Ālamgir, og som udgør en stor autoritet inden for Hanafī skolen.

Shaykh al-Hadīth ‘Allāma ‘Abd al-Haqq al-Dihlawī (Allāh være ham nådig) angiver på smuk vis selve princippet og årsagen bag kendelsen:

»Der er vidde [i: i Loven] angår mad og beklædning, men pga. ødselhed (isrāf) og hovenhed (takabbur) er der (nogle ting som bliver) meget forhadte (makrūh tahrīmī), men hvis det ikke er sådan, så er det tilladt (mubāh)« (‘Abd al-Haqq al-Dihlawī, Ish’ata al-lum‘āt, kitāb al-libās, al-fasl al-awwal).

Shaykh al-Islam al-Mujaddid A‘lāhadrat Imam Ahmad Ridā Khan (Allāh være ham nådig) behandlede emnet i detaljer:

»Hvis det at ens buksekant går til under anklerne, hvilket på arabisk kaldes isbāl, (og det er) af hovenhed og arrogance, så er det afgjort ulovligt og forbudt, og en voldsom advarsel er angivet imod det [i: i hadith]. Imam Muhammad bin Isma‘īl al-Bukhārī beretter i sin [Jami‘] al-Sahīh fra Abū Hurayra (Allāh være tilfreds med ham) at Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den der af hovenhed slæber sin kappe (eller klæde) efter sig, Allāh vil ikke se på ham (med nåde) på dommedagen.« Imam Abū Dawūd, Imam Ibn Māja, Imam al-Nasā’ī og Imam al-Tirmidhī har ligeledes overleveret dette med lidt varierende ordlyd. Men hvis det ikke er af hovenhed (takabbur), så er det i henhold til dommen angivet i klare hadith også tilladt for mænd, som I selv ved fra betingelsen om hovenhed, at Abū Bakr (Allāh være tilfreds med ham) sagde: »Oh Allāhs Sendebud, en af mit lændeklædes sider glider ned,« hvortil han svarede: »Du er ikke en af dem der gør det af hovenhed.« Den advarsel der er i hadith, handler den situation hvor en person går med bukser der går til under anklerne (isbāl) af hovenhed. Ellers er denne voldsomme advarsel ikke gældende for dette, men de lærde angiver alligevel dommen som noget forhadt (makrūh tanzīhī) når det ikke er af hovenhed. Det er således angivet i al-Fatāwā al-‘Ālamgirī at hvis isbāl ikke er af hovenhed, så er det noget forhadt (makrūh tanzīhī), og således er det også nævnt i al-Gharā’ib.

Generelt er isbāl forbudt hvis det er af hovenhed eller arrogance, mens det ellers er forhadt (makrūh) og imod det foretrukne (khilāf al-awlā), men ikke forbudt eller noget der fortjener at blive advaret imod. Og dette er også kun i den situation at begge siders buksekanter går til under anklerne. Hvis buksekanterne foran er over anklerne, således at de fra bagsiden er under anklerne, så er der overhovedet intet kritisabelt i dette. At hænge buksekanten under anklerne på denne måde er bevist fra Ibn ‘Abbās (Allāh være tilfreds med ham), eller rettere, det er faktisk bevist fra begge verdenernes Konge [i: Profeten] selv (Allāhs fred og velsignelser være med ham). Imam Abū Dawūd har med sin overleveringskæde berettet fra ‘Ikrima at han så at Ibn ‘Abbās (Allāh være tilfreds med ham) bandt sit lændeklæde således at den foran hvilede på foden, mens dens bagside var løftet op. [‘Ikrima sagde:] Jeg spurgte: »Hvorfor har du bundet lændeklædet på denne måde?« Han [Ibn ‘Abbās] svarede: »Jeg har set Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) binde lændeklædet på denne måde (Abū Dawūd, al-Sunan, hadith nr. 4096). Beretterne i denne hadiths overleveringskæde er alle troværdige (thiqa) og afholdende (‘udūl), (og de er berettere) fra hvem Imam al-Bukhārī har berettet. Shaykh Muhaqqiq Mawlānā ‘Abd al-Haqq Muhaddith Dihlawī siger i Ish‘ata al-Lum‘ān at det fra dette forstås at det for at negere og undgå isbāl er nok blot at trække kanten op fra den ene side. Det er angivet i [al-Fatāwā] al-‘Ālamgirī at der dog ingen tvivl er om at det er mere ophøjet og fortrinligt at kanten går til midten af skinnebenet. Det er også hertil at Sayyid al-Abrārs [Profetens] lændeklæde (Allāhs fred og velsignelser være med ham) for det meste hang« (A‘lahadrat Imam Ahmad Ridā Khan, al-Fatāwā al-Ridwiyya, Idāra tasnīfāt Imam Ahmad Ridā, Karachi (1988), bind 10, side 125).

Vi kan således konstatere at det ifølge vore ‘ulamā er meget forhadt (makrūh tahrīman) at slæbe sit tøj efter sig, således at stoffet kommer ind under ens fødder, uanset om dette gøres af hovenhed eller ej, fordi dette indebærer ødselhed og man risikerer endvidere at der unødvendigt kommer urenheder på tøjet. Sker dette dog uden at det er med vilje, så er man undskyldt. Derudover er det ifølge nogle lærde lettere forhadt (makrūh tanzīhan) at ens bukser eller lændeklæde går til under ens ankler, mens det ifølge andre lærde ikke engang er forhadt, men blot imod det foretrukne (khilāf al-awlā).

Dette er også hvad SunniPath angiver i et svar af Shaykh Farāz Rabbānī: Is Having Long Trousers a Major Sin? (Nope)

Nogenlunde de samme forklaringer finder man i de andre lovskoler. Imam al-Nawawī al-Shāfi‘ī angiver i sin Sharh Sahih Muslim at det at ens tøj går til under anklerne ifølge Imam al-Shāfi‘ī kun gælder ved hovenhed (takabbur), men at det ellers er noget forhadt (makrūh tanzīhan). Hāfiz ‘Abdullāh bin ‘Abd al-Barr al-Mālikī angiver nogenlunde det samme i sit værk al-Istidhkār, at der medfølger en betingelse for forbuddet imod at gå med bukser der går under anklerne, som er hovenhed eller arrogance. Imam Shams al-Dīn al-Maqdisī al-Hanbalī angiver i Kitāb al-Furū‘ at det for en person der ikke frygter at komme til at begå hovenhed ikke engang er forhadt (makrūh) at gå med et lændeklæde der går til under anklerne, men at det blot er at gå imod det foretrukne (khilāf al-awlā).

Se også følgende artikel fra Sunnah.org for yderligere detaljer: Is it Haram to wear garments that reach below the ankles, such as pants?

At rulle bukserne op for bønnen
Mange folk gør det, at de almindeligvis går i bukser der går til under anklerne, men ruller dem op lige før bønnen, i den tro at man ikke kan bede med bukser der går til under anklerne eller at det nok er bedre at have anklerne fri i bønnen, siden Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) jo har advaret imod at gå med bukser der går til under anklerne. Men der er dog flere problemer forbundet med dette.

For det første er det enten kun lettere forhadt (som nogle lærde har sagt) eller slet ikke forhadt (som en del andre har sagt) at gå med bukser der går til under anklerne, så det er ikke syndigt eller noget der gør bønnen ugyldig, og man bør derfor ikke insistere på en sådan sag.

For det andet gælder Profetens ord (Allāhs fred og velsignelser være med ham) i almindelighed, ikke kun for bønnen. Kun for bønnen at folde ens bukser op, er et udtryk for at man hele dagen ellers sagtens kan gå rundt i tøj som man anser for at være kritisable ifølge Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) vejledning, men at man lige for nogle korte stunder finder det vigtigt at følge hans sunna. Dette er meningsløst.

For det tredje er der i andre hadith forbud imod at folde sit tøj for bønnen. Det er således berettet fra Imam Abū Hanīfa, fra ‘Ikrima, fra Ibn ‘Abbās (Allāh være tilfreds med ham) at Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sagde:

»Jeg blev befalet at gøre knæfald (sujūd) på syv knogler, og ikke at binde håret eller at folde tøjet« (Musnad Imam Abū Hanīfa, dhikr isnādihi ‘an ‘ikrima wa muqsim mawla ibn ‘Abbās radiya Llāhu ‘anhum, også overleveret af Imam Bukhārī, Jāmi‘ al-Sahīh, kitāb sifa al-salāt, bāb al-sujūd ‘alā sab‘ a‘zām og Imam Muslim, kitāb al-salāt, bāb a‘dā’ al-sujūd wa al-nahī kaff al-shi‘r wa al-thawb og andre).

Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) brugte i denne hadith verbet »kaff,« som ifølge de lærde betyder at »forhindre tøjet i at folde sig ud,« i andre ord at folde sit tøj, og i dette inkluderer de det at rulle sine bukser eller ærmer op.

Ifølge Shafi‘ī skolen er det, ifølge SunniPath, forhadt (makrūh) at rulle sine bukser op for bønnen. Se Shaykh ‘Abdul-Karīm Yahyās fatwa her: Folding trousers for prayer

Lidt mere forsigtigt angiver Shaykh Faraz det samme, ud fra Hanafī skolen: Folding up pants

Således konkluderer Shaykh al-Hadīth ‘Allāma Ghulam Rasūl Sa‘īdī al-Hanafī:

»At folde sine ærmer, bukser ved kanterne eller ved linningen er alt sammen inkluderet [i dette] og er meget forhadt (makrūh tahrīman). ‘Allāma [Ibn ‘Abidīn] Shāmī har skrevet at det for den person der forsømmer en af bønnens nødvendige (wājib) handlinger eller udfører en handling der er meget forhadt, er nødvendigt (wājib) inden for bønnens tid at gentage den, og hvis [i: han ikke gør dette og] tiden slipper ud er han en synder, men det er foretrukket (alligevel) at gentage bønnen. Der er dog uenighed om hvorvidt det er nødvendigt at gentage bønnen eller ej. I Sharh Usūl al-Bazdūrī er det angivet at hvis bønnen er blevet forringet af en handling som ikke gør den ugyldig, så er det ikke nødvendigt at gentage den, mens det i Jāmi‘ al-Shāshī er angivet at hvis en person beder iklædt tøj med afbildninger så det være meget forhadt og det er nødvendigt at gentage bønnen. Fra al-Mabsūts tekst bliver det derimod klart at gentagelse kun er anbefalet (mustahabb), men vi bør give den [i: gentagelsen af bønnen] vægt af at være nødvendig (wājib), som det er nævnt i al-Hidāya og indikeret i andre fiqh-værker« (‘Allāma Ghulām Rasūl Sa‘īdī, Sharh Sahīh Muslim, kitāb al-salāt, bāb a‘dā’ al-sujūd wa al-nahī ‘an kaff ash‘ir wa al-thawb).

Konklusion
Som vi har set er det at gå med bukser der er så lange at de slæber på jorden eller kommer under fødderne uden tvivl meget forhadt (makrūh tahrīman), uanset om dette gøres af hovenhed eller ej. Er det dog ikke med vilje, er man undskyldt.

Hvis der er tale om at ens bukser går til under anklerne (isbāl) så er dette hverken syndigt eller kritisabelt. Ifølge nogle lærde er det noget forhadt (makrūh tanzīhan) mens det ifølge andre blot går imod det foretrukne (khilāf al-awlā). I vores tid er det endvidere normalt at gå med bukser der går længere ned end til anklerne, mens det at gå med bukser der ikke dækker anklerne, i visse tilfælde kan medføre en vis arrogance, idet at nogle folk gør dette for at fremhæve at de er særligt religiøse eller følger sunna i højere grad end andre og at de dermed er bedre end andre. Allāh ved bedst hvad deres intentioner er, og vi bør tænke det bedste om dem (husn al-zann), men hvis folk gør dette for at vise sig overfor andre, så er dette ligeså problematisk som at gå med lange bukser af hovenhed. Sandheden er at disse intentioner findes i folks hjerter og er ukendte for andre folk. Derfor kan vi fastslå at man I hvert fald ikke bør kritisere folk hvad angår dette emne og man bør ikke insistere på om folk skal gå med korte bukser eller lange. Det bedste er dog uden tvivl at følge Profetens (Allāhs fred og velsignelser være med ham) Sunna i dette, såvel som i alt andet.

Derudover har vi set at det at rulle sine bukser op for bønnen i virkeligheden er meget forhadt (makrūh tahrīman) og syndigt. Dette gælder ifølge Hanafi skolen og er også forhadt (makrūh) ifølge Shafi‘ī skolen (mens undertegnede ikke har læst nogen fatwa fra de resterende to skoler hvad dette emne angår). Og selvom der er lidt uenighed, så er det ifølge det anerkendte standpunkt (inden for Hanafī skolen) nødvendigt (wājib) at gentage sin bøn, indtil bønnens tid går ud, hvis man har bedt i sådan tilstand.

Det bedste er således at hvis man går med bukser der går længere ned end til anklerne, så bør man lade dem være som de er når man beder. Wa Llāhu wa Rasūluhu a‘lam.

Må Allāh vejlede os til det bedste. Āmīn.