Den velbetrådte vej

[Opdateret: Bemærk at artiklen d. 13. juli er blevet opdateret og udvidet til også at inkludere citater fra Shafi'ī lærde]

For at spare tid og energi er mange folk nu om dage begyndt at skrive »saws« eller »saw« eller lignende som forkortelser af det arabiske »salla Llāhu 'alayhi wa sallam« (Allāh velsigne ham og skænke ham fred). Dette er endnu et udtryk for at vi - muslimer - helt har mistet overblikket hvad angår vores prioriteter. De ting som vi bør spare tid på, spilder vi tid på, mens de ting vi afgjort ikke bør spare tid på, på dem forsøger vi at spare så meget vi kan. Simpelthen sørgeligt.

Desværre ser man dette fænomen verden over, og ikke kun blandt almindelige folk, men selv lærde kan tilsyneladende være ret så uopmærksomme og bruge den slags forkortelser. Disse forkortelser er generelt upassende når man omtaler Profetens ledsagere (Allāhs fred og velsignelser være med ham) eller senere retskafne muslimer, mens det er helt forbudt at anvende den slags forkortelser når det kommer til Profetens ophøjede og hellige benævnelse (Allāhs fred og velsignelser være med ham). Kort sagt er det fordi at det er nødvendigt (wājib) at sende fred og velsignelser på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) når han benævnes og en forkortelse er ikke gyldig som stedfortræder for at sende fred og velsignelser på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham).

Således skrev Mujaddid al-Islam 'Allāma Shāh Ahmad Ridā Khān al-Hindī al-Hanafī (Allāh være ham nådig):

»Denne tåbelighed er nu om dage blevet udbredt blandt fortravlede mennesker. Nogle skriver »sal'am« [sīn-lām-'ayn-mīm], nogle skriver »'am« ['ayn-mīm], mens andre skriver et »s« [sād]; og dette er alt sammen forkasteligt og frastødende, samt ekstremt forhadt og leder nødvendigvis til voldsom fordærvelse. Der er behov for forsigtighed omkring dette, og hvis der i teksten kommer et sted for benævnelse af den hellige Mesters navn, Allāh Den Ophøjede velsigne ham og skænke ham fred, bør man hvert eneste sted skrive »salla Llāhu ta'ālā 'alayhi wa sallam« fuldt ud, og absolut, absolut ikke »sal'am« eller lignende. De lærde har på det kraftigste forbudt dette, og har i nogle bøger endda angivet en meget hård dom for det. 'Allāma Tahtāwī (Allāh være ham nådig) skriver således i sin Hashiya (præciserende kommentar) til Durr al-Mukhtār:

»Det er forhadt at forkorte velsignelser (salāt) og bøn om [Allāhs] tilfredshed i skrift, men man bør i stedet skrive det hele fuldt ud. Det står i [Fatāwā] Tatar Khāniyya: »Den der forkorter »'alayhi as-salām« som hamza og mīm (am) begår vantro (kufr), fordi dette er formindskelse (takhfīf), og formindskelse af profeter er uden tvivl vantro.« Hvis dette standpunkt er korrekt overleveret, så er det betinget af at dette gøres med vilje, og hvis ikke [det er med vilje] så er det ikke umiddelbart vantro. Det som nødvendigvis er vantro, bliver først etableret som vantro, når det accepteres som det udvalgte standpunkt i skolen og dette sker når dets nødvendighed er klar. Men forsigtighed er bedst og man bør bestræbe sig på at undgå vildfarelse og tvivl.«« (Imam Ahmad Ridā Khān, al-Fatāwa al-Ridwiyya, Ridā Foundation Jāmi'a Nizāmiyya, (Lahore, 1994), kitāb al-salāt, bāb sifa al-salāt; bind 6, side 221)

Mange andre af vore store lærde har skrevet om dette - på tværs af de fire lovskoler - og det at forkorte påkaldelsen af Allāhs tilfredshed over ledsagerne (Allāh være tilfreds med dem alle) når de nævnes anses således for at være forhadt, men især forkortelse af fred og velsignelser på Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) anses for at være en fordømt og forkert handling, eftersom at dette faktisk er nødvendigt (wājib), mundtligt såvel som skriftligt, om man er den der omtaler Profetens hellige person (Allāhs fred og velsignelser være med ham) eller om man er den der hører eller læser det.

Og argumentet er ikke svagt - dette er baseret på forskellige hadith hvor Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) klart har givet udtryk for at det er nødvendigt at påkalde fred og velsignelser over ham når hans hellige person benævnes, og i dette er der en utrolig stor gavn. Denne tekst omhandler ikke fortrinlighederne og belønningerne i påkaldelsen af fred og velsignelser over Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), men det bør være nok for enhver muslim, at sand og oprigtig kærlighed til Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) er en nødvendig del af troen (īmān), og for at holde denne kærlighed i live og for også at praktisere den, er det nødvendigt at udtrykke den, og er det så ikke passende at gøre dette når hans smukke og velsignede personlighed benævnes (Allāhs fred og velsignelser være med ham)? Kærlighed bedømmes ikke kun på dette, men det er alligevel tankevækkende: hvor stor er ens kærlighed til vor elskede Mester (Allāhs fred og velsignelser være med ham), når man ikke engang »gider« bruge et par ekstra sekunder og en smule energi på skriftligt at påkalde Allāhs velsignelser og fred over ham? Er resten af det man skriver bedre, at det fortjener tid og energi, mens påkaldelse af velsignelser over Mesteren ikke er værd at bruge tid på? Man bør overveje hvor ærlig og sand man er i sin kærlighed, hvis dette er den sørgelige tilstand man befinder sig i.

Og det er sandt at man ved at forkorte sin påkaldelse af fred og velsignelser over Allāhs Elskede (Allāhs fred og velsignelser være med ham) kan ende med til at fratage ham hans ret og udvise respektløshed overfor ham, og dette er at krænke ham, hvilket uden tvivl er vantro ifølge konsensus. Så selv hvis ens kærlighed er så svag og ynkelig at man ikke kan få sig selv til at skrive dette fuldt ud, så bør man i det mindste frygte (at falde i) denne form for blasfemi og krænkelse af Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham), og holde sig så langt fra dette som muligt.

Hvad angår når man hører vor Mesters omtale eller når man selv udfører den velsignede handling at omtale ham, så skriver Shaykh al-Islām Imām Ahmad Ridā Khān al-Hanafī (Allāh være ham nådig):

»Så mange gange som man i forskellige forsamlinger benævner eller hører benævnelse af verdenens lysende Mester (Allāhs fred og velsignelser være med ham) er det nødvendigt (wājib) at påkalde fred og velsignelser over ham, og gør man det ikke, vil man være syndig og omgivet af voldsomme trusler om straf [fra Allāh]. Der er dog uenighed om hvorvidt det er nødvendigt (wājib) hver gang at gentage påkaldelsen af fred og velsignelser hvis man i én forsamling siger eller hører hans benævnelse flere gange eller om det er nok [i: for at opfylde pligten] at sige det én gang og blot foretrukket (mustahabb) de resterende gange. Mange lærde har foretrukket det førstnævnte standpunkt og hvis man så fremsiger troserklæringen tusinde gange i en forsamling, vil det ifølge dem være nødvendigt (wājib) at påkalde fred og velsignelser over Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) hver gang, og forsømmer man det selv én gang, da vil man være syndig. I værker som al-Mujtaba og Durr al-Mukhtār er dette blevet kaldt det foretrukne (mukhtār) og klare (wādih) standpunkt. Således angiver Durr al-Mukthār, kort sagt, at der er uenighed om hvorvidt det er nødvendigt for den der lytter og den der benævner når han (Allāhs fred og velsignelser være med ham) bliver benævnt, og det foretrukne standpunkt er at det er nødvendigt at gentage hver gang han (Allāhs fred og velsignelser være med ham) bliver nævnt, selv hvis det er i den samme forsamling [Se: Imam al-Haskafī, Durr al-Mukhtār, kitāb al-salāt, bāb fī sifa al-salāt].

Andre lærde har for folkets lethed valgt det andet standpunkt, og ifølge dem vil det være nok i den samme forsamling at fremsige fred og velsignelser én gang for opfyldelse af den nødvendige pligt (wājib) og man vil ikke være syndig ved at undlade det for resten, men vil dog lide afsavn af en stor belønning og en umådelig velsignelse, og i al-Kafi og al-Qunya og andre værker er dette standpunkt blevet erklæret som det korrekte. Således er det angivet i Radd al-Muhtār at selvom al-Zāhidī i al-Mujtabā har foretrukket det førstnævnte standpunkt [dvs. at det er nødvendigt at gentage påkaldelsen af fred og velsignelser hver gang, selv i den samme forsamlig], så er standpunktet at det kun er nødvendigt at påkalde fred og velsignelser én gang blevet kaldt det korrekte, ligesom det gælder for recitationsknæfaldet (sajda tilawa), således at det ikke bliver for besværligt og hårdt for folk. Alligevel er det dog, selv i den samme forsamling, foretrukket og anbefalet at gentage, i modsætning til recitationsknæfaldet. Det er angivet i al-Qunya at det er nok blot at påkalde fred og velsignelser én gang i en forsamling, ligesom det gør sig gældende for recitationsknæfaldet og dette er fatwa standpunktet. Dette er også standpunktet Imam Ibn Humām i Zād al-Faqīr på autoritativ vis har valgt [Se: Imam Ibn 'Abidin, Radd al-Muhtār, kitāb al-salāt, fasl fi bayān ta'līf al-salāt ilā intihā'ihā, matlab fī wujūb al-salāt 'alayhi kullamā dhukira 'alayhi al-salāt wa al-salām].

Det mest passende er under alle omstændigheder at man bliver ved med at sige »salla Llāhu ta'ālā 'alayhi wa sallam«, for dette - hvis opretholdelse ved konsensus bringer store belønninger og velsignelser, og forsømmelse af hvilket uden tvivl medfører et stort afsavn af belønninger, og er endda syndigt ifølge et stærkt standpunkt - er ikke for en forstandig person at forsømme. Og i sandhed er inspiration og styrke fra Allāh.« (Imam Ahmad Ridā Khān, al-Fatāwā al-Ridwiyya, Ridā Foundation Jāmi'a Nizāmiyya, (Lahore, 1994), kitāb al-salāt, bāb sifa al-salāt; bind 6, side 222-223).

Dette gør sig ikke kun gældende inden for Hanafī skolen, men forkortelse af påkaldelsen af velsignelser og fred på Allāhs Sendebud (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) er forhadt ifølge de lærde generelt. Ikke kilder fra alle lovskolerne har været tilgængelige om dette emne, men vi kan herunder se hvad nogle fremtrædende lærde fra Shāfi'ī skolen har skrevet om emnet: Imam al-Nawawī (Allāh være ham nådig) skrev:

»Og det er nødvendigt at være opmærksom på at skrive påkaldelsen af velsignelser og fred på Allāhs Sendebud (Allāh velsigne ham og give ham fred) og ikke at blive træt af at gentage det. Den der forsømmer dette bliver holdt fra en stor rigdom.

Dette er ikke begrænset til hvad der står i kildeteksten, hvis den er mangelfuld, og det samme gælder også for lovprisningen (thanā') for Allāh, Den Strålende og Ophøjede, såsom 'Azza wa Jalla og lignende. Ligeledes gælder det for påkaldelsen af nåde over Ledsagerne (Allāh være tilfreds med dem), Kalifferne, de lærde såvel som alle andre retskafne folk. Så hvis der kommer en sådan overlevering, skal man være ekstremt opmærksom på dette.

Det er forhadt at forkorte påkaldelsen af velsignelser og fred og [ligeledes] at bruge forkortelser for det i skrift, men man skriver det hele fuldt ud« (Imam al-Nawawī, al-Taqrīb wa al-Taysīr, al-naw' al-khāmis wa al-'ishrūn: kitābat al-hadīth wa dabtuhu wa fīhi al-masā'il; al-thālitha).

Bemærk: I det ovenstående citat er ikke alt Imam al-Nawawīs egne ord, men noget af det er fra Imam Ibn al-Salāh, som Imam al-Nawawī citerer, mens noget af det er hans egen tilføjelse. I den udgave som har været tilgængelig er det ikke muligt at se hvor Imam Ibn al-Salāhs ord slutter og hvor Imam al-Nawawīs begynder, men for vores formål er det nok at fastslå at disse to store autoriteter inden for Shafi'i skolen anser forkortelser af påkaldelser af velsignelser og fred over Profeten (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) for at være en forkastelig handling som i høj grad skal undgås.

Ud over at bekræfte hvad Imam al-Nawawī angiver, nævner Imam Jalāl al-Dīn al-Suyūtī i sin kommentar (Tadrīb al-Rāwī) en beretning om Hamza al-Kattānī, som selv fortæller at han plejede kun at nedskrive påkaldelsen af velsignelser (salāt) over Profeten (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) men ikke påkaldelsen af fred (salām). En dag så han Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) i drømmen, hvor Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) spurgte ham: »Hvad er der galt med dig, at du ikke færdiggør påkaldelsen af velsignelser på mig?«

Imam al-Suyūtī bekræfter ellers hvad Imam al-Nawawī og Ibn al-Salāh skriver, og forklarer at med forkortelser menes det at skrive eksempelvis »sal'am«, svarende til at folk på dansk skriver fvmh eller pbuh på engelsk og lignende. Imam al-Suyūtī nævner også at det siges at den første person der forkortede påkaldelsen af velsignelser og fred over Profeten (Allāh velsigne ham og give ham fred) fik en meget voldsom straf for det, sandsynligvis for at have introduceret en så frastødene og grim praksis, der går stik imod Profetens Sunna (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) og som medfører at man ikke giver Profeten (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) den ret der tilkommer ham. I Reliance of the Traveller, sektionen hvor Imam Ibn Hajar al-Haytamīs liste af de store synder er nævnt (w52.1), nævner imamen bl.a.:

»at forsømme påkaldelsen af velsignelser og fred over Profeten (Allāh velsigne ham og tildele ham fred) når man hører hans benævnelse (Allāh velsigne ham og tildele ham fred).«

Shaykh Nūh - oversætter og kommentator til Reliance of the Traveller - citerer her fra Imam Yūsuf al-Nabahānī som yderligere forklaring på hvad dette indebærer. I slutningen af citetet nævner Imam al-Nabahānī:

»Man skal i sin nedskrivelse af dette undgå to fejl:
1. at skrive det i en mangelfuld form, som en forkortelse for det, i form af to bogstaver eller lignende, som nogle dovne eller uvidende folk gør, idet de skriver »sal'am« [i: svarende til fvmh på dansk eller pbuh på engelsk] i stedet for »Allāh velsigne ham og tildele ham fred.«

2. at skrive det med en mangelfuld mening, ved ikke at tilføje påkaldelsen af fred [i: eller kun at påkalde fred men ikke velsignelser].«

Som vi kan se er det ifølge fremtrædende og autoritative lærde en frastødende og forhadt handling at forkorte påkaldelsen af velsignelser og fred på Profeten (Allāh velsigne ham og tildele ham fred). Dette gør sig også gældende når vi taler om ophøjelsen af Allāh, påkaldelsen af Allāhs tilfredshed eler nåde over Ledsagerne såvel som lærde og andre retskafne mennesker. Denne type forkortelse kan faktisk endda kaldes en meget frastødende og dårlig innovation og nyskabelse (bid'a sayyi'a), fordi disse påkaldelser og lovprisninger er en form for tilbedelse, og at forkorte dem er at gå imod Profetens Sunna (Allāh velsigne ham og tildele ham fred). Således kan det siges at hvor det ikke er nødvendigt, er det faktisk bedre ikke at skrive noget som helst, end at skrive en forkortelse.

For at opsummere:

1) Det er ikke tilladt at forkorte påkaldelsen af fred og velsignelser over Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) til »saws« eller »sal'am« eller »saw« eller »s« eller »fvmh« eller »pbuh« andre forkortelser, men man bør altid skrive det fuldt ud, på arabisk, i transliteration eller oversat til det sprog man skriver på. Man bør også være opmærksom på dette når man omtaler Allāh Den Ophøjede, og man bør ikke skrive »swt« eller »st« eller »s« eller lignende, men man bør altid skrive det helt ud.

2) Det er forhadt at forkorte bønner om Allāhs tilfredshed for nogen - især Ledsagerne (Allāh være tilfreds med dem) - til »rd« eller »ra« eller lignende, men man bør i stedet altid skrive det fuldt ud, på arabisk, i transliteration eller på det sprog man skriver på. Det samme gælder når man påkalder Allāhs nåde over nogle fra de efterfølgende generationer af muslimer, såsom de lærde og de retskafne muslimer.

3) I hver forsamling er det nødvendigt (wājib) at påkalde fred og velsignelser over Profeten (Allāhs fred og velsignelser være med ham) den første gang han benævnes, mens det for de efterfølgende gange er anbefalet (mustahabb) og bør ikke forsømmes. Af forsigtighed såvel som ønske for belønning, bør man dog altid bestræbe sig på at fremsige dette hver gang, uanset om man er den der omtaler Allāhs Elskede (Allāhs fred og velsignelser være med ham) eller lytter til hans omtale.

Så kære læser: Undgå fordømmelige forkortelser af disse hellige ord, og forsøg i stedet på at samle belønninger og velsignelser ved på passende vis at omtale Allāh Den Ophøjede, Hans Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) og ledsagerne (Allāh være tilfreds med dem alle) i skrift såvel som i tale. Du har intet at tabe og alt at vinde, for den tid og energi du forsøger at spare, er i forvejen noget Allāh har tildelt og ikke noget du selv har skabt. Kan du bruge den på noget eller nogen bedre eller mere værdig end selve Skaberen og Hans Elskede (Allāhs fred og velsignelser være med ham)? Så sandelig ikke!

Må Allāh give os inspiration og styrke til at følge den rette vej.